10 til 20 procent af småbørn bliver ramt. Nu tyder ny forskning på, at størstedelen af mødrene har samme biologiske træk.
Åndenød, hoste og luftvejsinfektioner.
Astma hos småbørn, også kaldet astmatisk bronkitis, rammer 10 til 20 procent af alle børn og er en af de hyppigste årsager til indlæggelser blandt børn i alderen 0-3 år.
Men hvorfor opstår sygdommen? Forskning tyder på, at forhold helt tidligt i livet – allerede under graviditeten – sandsynligvis spiller en vigtig rolle.
I et nyt studie har forskere fra Københavns Universitet og Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood (COPSAC) ved Dansk BørneAstma Center på Herlev og Gentofte Hospital undersøgt sammenhængen mellem en bestemt fedtsyre i gravides blod og risikoen for, at deres børn udvikler småbørnsastma.
“For første gang viser vi, at et bestemt fedtsyremolekyle hos gravide er forbundet med barnets risiko for at udvikle astmatisk bronkitis: Hvis mødrene ikke har en målbar mængde af dette molekyle i deres blod under graviditeten, ses der en øget forekomst af småbørnsastma i barnets første leveår,” siger astmaforsker og klinisk professor Bo Chawes fra Institut for Klinisk Medicin og COPSAC i en pressemeddelelse.
Forskerne fandt, at forekomsten af småbørnsastma i løbet af de første ti leveår var 62 procent højere, hvis moderen ikke havde målbare mængder af fedtsyremolekylet 12-HETE i blodet, sammenlignet med mødre hvor stoffet kunne måles.
Forskerne understreger dog, at der er tale om en statistisk sammenhæng, og at studiet ikke kan vise, om mangel på 12-HETE direkte forårsager astma.
Flere luftvejsinfektioner
Studiet viser til gengæld også, at børn af mødre uden målbar 12-HETE i blodet under graviditeten oftere har flere luftvejsinfektioner og en ændret bakteriesammensætning i luftvejene. Det peger på, at fedtsyremolekylet sandsynligvis spiller en vigtig rolle i udviklingen af astma, mener forskerne.
“Allerede når barnet er én måned gammelt, kan vi se, at der er en helt anden bakteriesammensætning og immunrespons i deres luftveje, hvis vi ikke kan måle 12-HETE i mødrenes blod. Og det er noget, vi ved er afgørende for risikoen for at udvikle astma,” siger Bo Chawes. Han tilføjer:
“Det ser ud til, at 12-HETE er vigtig i den tidlige modning af barnets immunforsvar. Hvis barnet meget tidligt – allerede i mors mave – har for lave niveauer af disse fedtsyrer, så fører det sandsynligvis til, at immunforsvaret ikke fungerer optimalt, og at barnet får et ændret mikrobiom i lungerne. Det kan øge modtageligheden for luftvejsinfektioner og udvikling af astma.”
For at nå frem til resultaterne har forskerne fulgt flere hundrede mødre og deres børn over en tiårig periode, hvor de har taget og analyseret blodprøver fra mødrene, undersøgt bakteriesammensætningen i børnenes luftveje og diagnosticeret småbørnsastma.
Nuancerer behov for tilskud
Tidligere studier har vist, at tilskud med omega-3 – blandt andet fra fiskeolie – under graviditeten i nogle tilfælde har en beskyttende effekt mod udvikling af astma hos børn. I det nye studie har forskerne derfor også undersøgt, om 12-HETE kunne have en rolle i den sammenhæng.
For at undersøge dette gennemførte forskerne også et lodtrækningsforsøg og fandt, at omega-3-tilskud tilsyneladende kun reducerer forekomsten af astma hos børn af de mødre, hvor man kunne måle 12-HETE.
Her var forekomsten af småbørnsastma 58 procent lavere sammenlignet med den gruppe, der fik placebo. Forskerne fandt ingen forskel i de tilfælde, hvor fedtsyren ikke kunne måles hos mødrene.
“Vi viser, at 12-HETE er afgørende for, om omega-3-tilskud under graviditeten har en beskyttende effekt mod småbørnsastma. Det betyder med andre ord, at det ikke er sikkert, at alle gravide har gavn af de samme tilskud, men at man i fremtiden måske vil kunne identificere dem, der får størst udbytte,” siger Bo Chawes.
En mere præcis forebyggelse?
Det er endnu for tidligt at bruge resultaterne klinisk, for eksempel til at rådgive om behovet for omega-3-tilskud, understreger forskerne.
Der er først behov for blandt andet at finde mere præcise måleværdier for 12-HETE, som man kan rådgive gravide ud fra.
“Småbørnsastma er meget udbredt, og derfor er det helt afgørende at finde ud af, hvad der driver det, og hvordan det kan forebygges. Med vores studie har vi vist, at 12-HETE potentielt kan fungere som en biomarkør og dermed være et første skridt mod en mere personlig og præcis forebyggelse af børneastma,” siger Bo Chawes.