Ny beslutning: Nu kan flere patienter i denne region få hjemmebehandling med antibiotika

Sundhed

20/02/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Regionsrådet har godkendt, at fremstillingen af døgndoser automatiseres ved hjælp af en robot. Robotten aflaster personalet og producerer mere. Det betyder, at flere patienter kan komme i behandling hjemme.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En robot skal hjælpe med at fremstille blandinger til intravenøs (IV) behandling med antibiotika i Region Hovedstaden.

Regionsrådet i Region Hovedstaden har netop godkendt, at der anskaffes en robot til at automatisere den manuelle produktion.

Med de nuværende faciliteter og håndholdt produktion kan Region Hovedstadens Apotek ikke følge med efterspørgslen fra hospitalerne på døgndoser til behandling med IV-antibiotika.

Produktionen af døgndoser ventes af stige fra de nuværende ca. 15.000 blandinger årligt til 40- 60.000 blandinger.

”Når vi øger produktionen af døgndoser, er der bedre mulighed for at behandle patienter med antibiotika i hjemmet i stedet for, at de er nødt til at være inde på hospitalet. Det betyder, at personalet på hospitalerne kan tage sig af andre patienter – og personalet på apoteket bliver skånet for et fysisk krævende og ensidigt arbejde, der er hårdt for hænderne,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Der hvor det er muligt, vil hospitalerne erstatte enkeltdoser med døgndoser.

”Det mindsker infektionsrisikoen og øger patientsikkerheden, når de intravenøse adgange skal håndteres færre gange. Samtidig minimerer en mere jævn fordelt døgndosis også forbruget af antibiotika,” siger Jenny Dahl Knudsen, cheflæge i Afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Rigshospitalet.

Borgerne er glade for hjemmebehandling

Regionen har i 2024 lavet en større evaluering af intravenøs behandling i eget hjem, hvor hovedbudskabet er, at det betyder meget for borgerne at kunne være hjemme.

”Borgerne fortæller, at de er både positive og trygge ved at blive behandlet derhjemme. Det giver patienterne en større fleksibilitet, når de ikke skal have ny dosis fire gange i døgnet. Samtidig oplever både hospitaler og kommuner, at det giver mening og sparer personale, når flere borgere behandles hjemme og kun én gang i døgnet,” siger vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital Helene Døssing, der har været med i arbejdet om at udbrede intravenøs behandling i eget hjem.

Hospitalerne må væbne sig med tålmodighed, for robotten vil tidligst kunne være i drift i 2027. Til gengæld er det i tråd med intentionerne i sundhedsreformen, hvor kommuner og region skal arbejde tættere sammen og bl.a. sikre, at flere patienter kan behandles hjemme.