Motion i pilleform? Nu er danske forskere kommet et stort skridt tættere på

Sundhed

07/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Molekylet testes lige nu på mennesker.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi ved, at regelmæssig træning har en lang række positive effekter på kroppen.

Der er mere diskussion om periodisk faste, men også her hælder videnskaben mod, at det er bedre at give kroppen en kaloriepause i ny og næ, end at spise med få timers mellemrum.

Fordelene er, at hjertet styrkes, og at fedtniveauet i blodet påvirkes positivt.

Forklaringen på dette skal findes i kroppen naturlige reaktioner, hvor stigende mængde mælkesyre og ketonstoffer fungerer som effektivt brændstof for cellerne - og det kommer i sidste ende kroppen organer til gode.

Nu har en gruppe af kemi-, metabolisme- og diabetesforskere fra Aarhus Universitet skabt et molekyle, der kan fremkalde samme effekt, uden fysisk anstrengelse eller faste.

Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Agricultural and Food Chemistry.

Effekt som 10 km løb på tom mave

"Vi har udviklet et molekyle, der kan imitere kroppens naturlige respons på intens træning og faste. I praksis bringer molekylet kroppen i en metabolisk tilstand, der svarer til at løbe 10 kilometer i højt tempo på tom mave," beskriver professor Thomas Poulsen fra Institut for Kemi ved Aarhus Universitet. Han er en af de ledende forskere bag studiet.

Han forklarer, at når laktat- og ketonniveauerne i blodet stiger, øges produktionen af et hormon, der undertrykker appetitten. Samtidig reduceres mængden af frie fedtsyrer i blodet. Det bidrager blandt andet til at mindske risikoen for at udvikle metabolsk syndrom.

Ifølge professoren er det ikke muligt at opnå samme effekt gennem kost alene, da laktat og ketonstoffer, selvom de forekommer naturligt, ikke kan indtages i de nødvendige mængder uden uønskede biprodukter som syre og salt. Det er her, det nye molekyle, kaldet LaKe, kommer ind i billedet.

Molekyle > kosttilskud

At molekylet LaKe nu har set dagens lys er resultatet af flere års forskningssamarbejde mellem Thomas Poulsen, Mogens Johannsen (professor ved Institut for Retsmedicin) samt Niels Møller (professor og overlæge ved Institut for Klinisk Medicing og Steno Diabetes Center Aarhus).

De har alle tre forsket i metabolisme, men fra hver deres vinkel. Samtidig kender de til masser af andre studier, der understreger mælkesyres og ketonstoffers gavnlige effekter for kroppen.

Det har taget dem tre år at udvikle den kemiske funktion af laktat og keton UDEN de skadelige "medpassagerer" i form af salt og syre.

Thomas Poulsen fortæller, at de ikke som sådan er overraskede over effekten, men at nyskabelsen er, at de har skabt et molekyle, som kunstigt kan styre mængderne af laktat og ketonstoffer på en sikker måde.

Molekylet er blevet testet på rotter, men de første kliniske forsøg på mennesker er skam i gang. Thomas Poulsen håber, det kan bane vejen for at udvikle et avanceret kosttilskud med molekylet - noget, der særligt vil kunne hjælpe personer, der ikke har mulighed for at følge en streng kost- og træningsplan.