"Meget kraftig" stigning: Så meget stiger coronasmitten i samfundet lige nu

Sundhed

18/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Antallet af indlagte stiger også.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Koncentrationen af coronavirus i spildevandet stiger kraftigt for fjerde uge i træk, og denne gang er stigningen den mest markante i år.

Det viser de seneste opdaterede tal fra Statens Serum Institut (SSI).

For fjerde uge i træk stiger smitten nemlig herhjemme, men det er første gang i år, smitten kategoriseres som "meget kraftig".

Over de seneste uger er smitten nemlig steget med 60 procent per uge, hvilket sætter stigningen i den førnævnte kategori, som for i øvrigt er den højeste på skalaen.

Smitteniveau på middel

Ifølge SSI afspejler spildevandsovervågningen den generelle smitte i samfundet, og det aktuelle niveau er nu klassificeret som middel.

Samtidig oplever Danmark flere indlæggelser end sidste sommer. Selvom smittebølger med coronavirus er blevet en tilbagevendende udfordring, er det usædvanligt, at niveauet allerede nu er så højt. Sidste år nåede smitten først dette niveau i efterårsmånederne.

Selvom belastningen på sundhedsvæsenet stadig er lav, viser tallene en stigning i både påviste smittetilfælde og indlæggelser. Dette betyder, at sundhedsvæsenet må forberede sig på en potentiel yderligere stigning i belastningen.

Ro på

Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder ved SSI, siger til TV 2, at selvom det kan lyde ildevarslende med så høj en stigning, så er det stadig på et moderat niveau.

For selvom vi normalt forbinder de koldere måneder med luftvejssygdomme som covid-19, influenza og forkølelser, så er covid-19 stadig så ny en virus, at vi faktisk ikke ved, hvad der er almindeligt for den.

Ikke desto mindre begynder der at tegne sig et mønster for sommersmitte med netop den virus.

"De sidste tre år har vi set, at der også er kommet smitte hen over sommeren, og den er så kommet i juni i år," slutter Bolette Søborg.