Længere, end du tror: Så længe skal du cykle for at forbrænde et kilo

Sundhed

29/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Mange tager vores gode ven jernhesten i brug, når vægttab står på dagsordenen, men hvor lang tid skal man egentlig bruge i sadlen for at tabe et kilo?

Det har det hollandske magasin Margriet sat sig for at undersøge, og det har resulteret i et ganske konkret svar.

Mediet fortæller, at svaret afhænger af flere faktorer, herunder din vægt og den hastighed, du cykler med.

Sådan kan du regne det ud

Først og fremmest er det værd at nævne, at for at tabe et kilo kropsfedt skal du forbrænde omkring 7.000 kalorier mere, end du indtager.

Hvor hurtigt du når dette mål, afhænger blandt andet af, hvor meget du vejer.

En person, der vejer 70 kg og cykler langsomt, under 16 km/t, vil forbrænde cirka 294 kalorier i timen, mens en hurtigere cyklist, der når op på mellem 23 og 26 km/t, kan forbrænde op til 735 kalorier i timen.

Tungere personer vil naturligvis forbrænde flere kalorier på samme tid.

Den gennemsnitlige cyklist i Holland cykler med en hastighed på omkring 15,8 km/t.

For en person, der vejer 60 kg og cykler i dette tempo, vil det kræve omkring 28 timers cykling for at forbrænde et kilo fedt. Til sammenligning vil en person på 90 kg kunne nå samme resultat på omkring 18,5 timer.

Elcykler trækker ned

For dem, der foretrækker elcykler, er forbrændingen lavere på grund af pedalhjælpen.

Ved en gennemsnitlig hastighed på omkring 25 km/t vil du forbrænde mellem 321 og 482 kalorier i timen (Cirka halvdelen af, hvad man ville forbrænde ved samme hastighed uden pedalhjælp, red.).

Det betyder, at det vil tage mellem 14,5 og 22 timer at tabe et kilo på en elcykel.

Hvis du ønsker at tabe dig gennem cykling, kan det altså være en god idé at tilpasse både din hastighed og varighed på turene, og det kan være værd at overveje, om du vælger en almindelig cykel eller en elcykel.