Kun hver anden dansker vasker drikkedunken - og det er slet ikke nok

Sundhed

11/03/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Du kender det nok selv. Du bruger din drikkedunk på arbejde eller til sport, men glemmer den ofte på bordet eller i tasken, når du vasker op. En undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige viser, at over hver anden dansker vasker sin drikkedunk ugentligt eller sjældnere end ugentligt. Det er ikke ofte nok, hvis du vil undgå uønskede bakterier, fortæller fagchef for sundhed i Gjensidige, Mette Glad.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskernes bevidsthed om at drikke nok vand er stigende, og mange danskere bruger drikkedunken som en del af deres daglige rutine for at holde sig hydreret, og for at reducere brugen af engangsplastik.

Problemet er dog, at vi ofte glemmer drikkedunken på bordet eller i tasken, når vi vasker op derhjemme. Hvis drikkedunken ikke bliver vasket regelmæssigt, kan den være en rigtig bakteriebombe. 

En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige viser, at 45 procent af de adspurgte, vasker deres drikkedunk ugentligt, 13 procent vasker deres drikkedunk månedligt, mens 7 procent vasker den sjældnere end månedligt.

Det er for sjældent, hvis du gerne vil undgå at samle bakterier fra din drikkedunk, fortæller fagchef for sundhed i Gjensidige, Mette Glad

“Din drikkedunk kan være en bakteriebombe, hvis du ikke husker at vaske den dagligt. Det skyldes, at der overføres bakterier fra din mund til drikkedunken hver gang, du drikker, og disse bakterier kan skabe en sammenhængende vækstflade af bakterier, også kaldet biofilm. Når du gentagne gange drikker af drikkedunken, kan du dermed risikere at overføre uønskede bakterier til dig selv”. 

Mette Glad opfodrer til, at man bør vaske sin drikkedunk dagligt for at være sikker på, at undgå uønskede bakterier: 

“Man bør vaske sin drikkedunk hver eneste dag, præcis som du vasker dit glas eller dit kaffekrus hver dag. Du kan sagtens vaske din drikkedunk i hånden, da varmt vand og opvaskesæbe vil fjerne bakterierne. Hvis du vasker den dagligt, er du sikker på, du undgår uønskede bakterier” afslutter Mette Glad.  

Det viste undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført i februar 2025 af YouGov for Gjensidige blandt 580 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Tabel: Gjensidige