Husk dyne eller tæppe, hvis du skal på hospitalet - her kan du nemlig ikke låne dem mere

Sundhed

28/09/2023

Arkivbillede. Presse-fotos.dk
Arkivbillede. Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Det er en del af regionens nødvendige besparelser, at man på den afdeling ikke længere kan låne noget at dække sig til med.

Fra d. 1. oktober, altså nu her på søndag, er det ikke længere muligt at låne en dyne eller et tæppe på sygehuset.

I hvert fald ikke, hvis du lægger turen forbi sygehuset i Thisted for at få dialysebehandling.

Det lyder måske vildt, men ikke desto mindre har Region Nordjyllands sendt et brev ud, hvor der bliver varslet om store besparelser i hele regionen - og derfor er dyner og tæpper altså sparet væk for dialysepatienterne i Thisted.

Det skriver TV Midtvest.

I et skriftligt svar til mediet skriver chefsygeplejerske på Nyremedicinsk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital, Jonna Borg, at sygehuset faktisk sparer markant mere, end de fleste lige umiddelbart vil tro.

"En dyne koster cirka 100 kroner i forbrug, vask, transport med mere, og en patient bruger en dyne ved hver dialyse tre gange om ugen, så det bliver til cirka 300 kroner per patient," skriver hun.

Det betyder, at den samlede besparelse på at fjerne tæpper og dyner i dialysen giver en årlig besparelse på omkring 100.000 kroner, hvilket er noget, der i den grad kan mærkes i budgettet.

Husk at vaske det

Patienterne får dog mulighed for selv at medbringe et tæppe eller en dyne til behandlingen, som, ifølge sundhed.dk,typisk tager op til fire timer og skal udføres tre gange om ugen.

Hvis man vælger at tage et tæppe eller en dyne med, opfordrer sygehuset dog til, at man vasker det med jævne mellemrum, så det ikke går ud over hygiejnen på afdelingen.

Dialyse fungerer ved, at man bliver koblet op til en maskine, som trækker ens blod ud og renser det, inden det bliver sendt tilbage i kroppen. Det er en typisk bivirkning af behandlingen, at man føler sig kold/fryser, fordi man har mindre blod i kroppen til at sørge for at holde temperaturen oppe.