Hård kritik af Bilka: Startede vægttabskonkurrence blandt ansatte

Sundhed

08/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det indebar, at man skulle vejes i varehusene hver 14. dag.

Med nytår kommer også tusindvis af nytårsforsætter - og som regel er en stor del af de forsætter bygget op omkring et ønske om en livsstilsændring, at komme i bedre form, eller "bare" at smide et par kilo.

Netop det sidste indledte Bilka faktisk året med at invitere alle sine ansatte til en konkurrence i. Den blev annonceret på Bilkas medarbejderportal i begyndelsen af januar, og den gik ud på, at man kunne være med i en konkurrence om at tage sig mest i procent - både den enkelte medarbejder, og hvert varehus som hold.

Deltagerne skulle under konkurrencen vejes hver 14. dag i Bilkas varehuse, og der skulle være præmier på højkant "som er værd at gå efter".

Konkurrencen er frivillig, men det ændrer ikke på, at den er blevet mødt af massiv kritik, skriver B.T..

Hylder den tynde krop

Direktør i Foreningen Spiseforstyrelser og Selvskade, Laila Walther siger til B.T., at man som arbejdsgiver skal være sit ansvar bevidst, og særligt et sted som Bilka, som har mange unge ansat, bør tænke over det.

Ved at basere en konkurrence på at tabe sig, hylder man nemlig den tynde krop, og med mange unge ansatte er der en risiko for, at dagligvarekæden har nogle ansatte med et anstrengt forhold til mad, og som er i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Derudover fortæller Laila Walther, at hurtige slankekure og vægttab kan føre til en spiseforstyrrelse.

"Vi får en del henvendelser om, at det var en slankekur, og særligt en succesfuld slankekur, der skubbede til, at man fik en rigtig spiseforstyrelse," siger hun til B.T.

Trækker i land

Den voldsomme kritik får nu konsekvenser, da Bilka har valgt at aflyse konkurrencen.

Det skriver marketingschef i Bilka, Claus Frederiksen, i en mail til B.T..

Her forklarer han, at de i Bilka får mange gode ideer, og at mange af dem er rigtig gode, men at denne her helt tydeligt har ramt forbi skiven. Han understreger, at Bilka som arbejdsgiver ikke har nogen forudsætninger for at vurdere de ansattes sundhed, og at dagligvarekæden i stedet vil huske, at det er indsatsen i sig selv, der er vigtigt, og altså ikke ens vægt i kilo og gram.

Bilkas ansatte er organiseret i fagforeningen HK Handel, og formanden Mette Høgh mener, at Bilka har gjort klogt i droppe vægttabskonkurrencen.

I stedet mener hun, at Bilka, hvis de virkelig prioriterer medarbejdernes sundhed, i stedet bør kigge på at give de ansatte en ekstra halv time i løbet af arbejdstiden, som kan bruges på motion eller udstrækning efter mange timers fysisk arbejde og udfordrende arbejdsstillinger.