I Danmark lever ca. 96.000 mennesker over 65 år med en demenssygdom, og hvert år konstateres der ca. 8.500 nye tilfælde.
Arbejdet med mennesker med demens stiller store krav til medarbejdere og ledere i ældreplejen. Når det er vanskeligt at forstå borgerens adfærd, bliver pleje- og omsorgsopgaven mere kompleks.
For at undgå omsorgstræthed og forråelse i ældreplejen udbyder demensrejseholdet fremover et nyt forløb, der skal styrke trivslen for medarbejdere og ledere i ældreplejen. Med aftalen om ældrereformen er der afsat 30 mio. kroner til indsatsen i 2025 – 2027.
Til februar kan kommuner og private leverandører, herunder selvejende organisationer, på ældreområdet ansøge om det nye forløb med demensrejseholdet.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) siger:
"Vi har et kæmpe ansvar for at passe godt på vores mest udsatte ældre, heriblandt borgere, der lever med en demenssygdom. Vi ved, at omsorgstræthed på sigt kan føre til en forrået arbejdskultur, der både har negative konsekvenser for medarbejderne selv og de ældre. Det skal vi for alt i verden undgå. Mange kommuner gør allerede rigtig meget for at forebygge forråelse, og jeg er glad for, at de nu får mulighed for at styrke indsatsen på området endnu mere."
Om demensrejseholdet
Demensrejseholdet åbnede i 2015. Rejseholdet afvikler praksisnære læringsforløb for alle medarbejdere herunder ledere, demenskoordinatorer og sygeplejersker på de deltagende plejecentre og hjemmeplejeenheder.
I perioden frem til 2019 deltog i alt 22 kommuner i de praksisnære kompetence- og organisationsudviklingsforløb. Herefter fulgte demensrejseholdsforløb med skærpet fokus på arbejdet med forebyggelse, behandling og seponering af antipsykotisk medicin, som har kørt siden 2021 og fortsætter frem til 2026.