"Forældres opmuntring viser, at de er opmærksomme og begejstrede for deres barns præstationer. Det er vigtigt at opmuntre et barns fremskridt, da det motiverer barnet til at gøre det bedre," forklarer Dr. Yasmine Liénard, der er kognitiv adfærdsterapeut, ifølge mediet Journal des Femmes.
Men nogle gange modtager man ikke nok anerkendelse, og konsekvenserne i voksenlivet kan resultere i traumer. Det skal først understreges, at det ikke er tegn på mishandling, hvis man ikke konstant opmuntrer sit barn. Forældre kan ikke rose deres barn hele tiden, da det ganske enkelt er umuligt.
"Forældre har deres egne bekymringer, og et barn er ikke altid perfekt," siger Dr. Liénard.
"Man kan forestille sig en skala fra 0 til 100 procent. Et overskud af anerkendelse ligger ved 100% og kan føre til for meget ros af barnet. Ved 0% opmuntring ser vi en følelsesmæssig mangel, hvor forældrene er ligeglade eller fraværende," forklarer eksperten.
Kan gå i arv
Denne mangel på interesse kan gå så vidt som til nedvurdering og forsømmelse. Hvis forældre forsømmer deres barn på en vis måde, kan det være, fordi de selv ikke blev opmuntret som børn. De gentager derfor disse mønstre med deres eget barn.
Denne adfærd kan også komme fra forældre, der oplever psykiske problemer som depression eller intens stress, hvilket kan forhindre dem i at glæde sig over barnets præstationer. Manglen på opmuntring i barndommen kan vise sig ved:
En desperat søgen efter opmærksomhed. Personen gør alt for at være 'speciel'. "Disse børn vil være først i klassen og perfektionistiske, fordi det for dem at være almindelig betyder at være usynlig," siger eksperten.
Udvikling af depressive symptomer. Barnet føler sig uinteressant og kan miste interessen for skolen, have svært ved at koncentrere sig og udvikle symptomer, der ligner ADHD.
Kan give udfordringer som voksen
Som voksen kan konsekvenserne fortsætte - især hvis man ikke er klar over årsagen til sit ubehag. En voksen, der ikke blev tilstrækkeligt rost som barn, kan udvikle:
Benægtelse: Personen har bygget et forsvar for at undgå at konfrontere de svære følelser. "De vil kompensere ved at være overaktive eller jage succes for at undgå at se deres følelser i øjnene," fortæller Dr. Liénard.
Følelsesmæssige udfordringer, hvilket især viser sig i kærlighedslivet, hvor der kan opstå angst eller følelsesmæssig afhængighed.
I de mest traumatiske tilfælde: afhængigheder (især seksuelle), selvmordstanker, psykiatriske lidelser eller kroniske smerter. "Der er mange smertefulde tilstande, der afspejler traumer, som ikke udtrykkes psykisk, men som kroppen i stedet giver udtryk for," siger hun.
"Der findes ingen perfekte forældre. Men for at være en god forælder kan man prøve at finde en balance på skalaen mellem 0 og 100%," siger eksperten også.
For voksne, der bærer ar på sjælen, anbefales det at arbejde med følelsesregulering og selvværd. Det kan for eksempel ske gennem meditation, kropslige tilgange eller kognitive adfærdsterapier.
