At bære din forlovelses- eller vielsesring hele tiden som et symbol på evig kærlighed kan utilsigtet skade både din sundhed og din hud. Det samme gør sig gældende, hvis du har en eller flere andre ringe, som du heller ikke har lyst til at tage af.
Smykkeeksperten Neil Dutta fra Angelic Diamonds har nemlig advaret om, at det at have ringe på hele tiden, herunder særligt om natten, kan føre til irriterende hudreaktioner, allergiske udslæt og endda bakterieinfektioner.
Han nævner også, at selve ringene kan blive beskadiget, når du vender og drejer dig i søvne. For at forlænge dine ringes levetid og samtidig sikre din huds sundhed anbefaler Neil, at du gør det til en vane at tage din ring af, inden du går i seng.
"At bære din ring hele tiden, herunder især når du sover, skaber et miljø, der er ideelt for hudproblemer. Din ring fungerer som en barriere, der fanger fugt, døde hudceller og bakterier mod din hud," siger han ifølge mediet Express.
Dette kan føre til kontakteksem, der er en uønsket tilstand, der forårsager røde, kløende udslæt. Det er især hos personer med allergi over for metaller, at denne tilstand kan blive et problem.
Varme og fugt kan give større problemer
Ifølge Surrey Live kan de varme, fugtige forhold i sengen også fremme svampevækst og bakterieinfektioner, hvilket kan forværre eksisterende hudproblemer.
"Ved at fjerne din ring om natten giver du din hud mulighed for at ånde, reducerer ophobning af fugt og minimerer disse potentielle sundhedsrisici. Tænk på det som at give din finger en natlig 'detox' fra smykkets begrænsninger," siger Neil.
Dine elskede ringe risikerer ikke kun at miste deres glans - de kan også lide strukturelle skader, hvis du sover med dem på. Derfor er der her tale om endnu en god grund til at undlade det.
"At sove med din ring på er som at udsætte den for en natlig tortursession. Dette unødvendige pres på kløerne og fatningen kan løsne strukturen, der holder din sten, hvilket dramatisk øger risikoen for at miste den," lyder det.
Eksperten afslører, at en betydelig andel af reparationer af forlovelsesringe skyldes beskadigelse af kløerne, som faktisk ofte er forårsaget af at sove med ringen på.
"Jeg vil sige, at så mange som en tredjedel af reparationerne på forlovelsesringe skyldes beskadigede kløer, og at sove med ringen på er en af de største syndere," lyder det fra Neil.
"Ved at tage din ring af før sengetid beskytter du ikke blot dens strukturelle integritet - du beskytter også dine dyrebare minder og reducerer risikoen for en dyr reparation eller udskiftning af stenen."