Covid-19 mod influenza: Dette er mest alvorligt ifølge nyt studie fra SSI

Sundhed

02/10/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er forbundet med dobbelt så mange indlæggelser og dødsfald.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ny undersøgelse fra Statens Serum Institut (SSI) sammenligner sygdomsbyrden af covid-19 og influenza i de to første år efter pandemien, som dækker sæsonerne 2022-23 og 2023-24.

Undersøgelsen viser, at covid-19 har været relateret til mere end dobbelt så mange indlæggelser og dødsfald set i forhold til influenza.

I stort set hele perioden var der flere indlæggelser og dødsfald forbundet med covid-19. Forskellene var særligt store i det første år efter pandemien.

Derudover var det særligt for covid-19, at der ikke kun var indlæggelser om vinteren, men også om sommeren, hvor influenza udgør en sjælden byrde.

Studiet viser også, at en indlæggelse for covid-19 om vinteren var mere alvorlig end en indlæggelse for influenza.

Næsten over 33.000 personer med

I studiet indgik hele den danske befolkning, heriblandt 24.687 personer, der var indlagt for covid-19, og 8.682 som var indlagt for influenza mellem maj 2022 og juni 2024.

Studiet tager højde for, om der i de to grupper var forskelle i alder, køn, vaccination mod covid-19 eller influenza, bopælsregion, underliggende sygdom og i plejeboligstatus for ældre.

Covid-19- og influenzapatienter blev defineret som personer med en positiv PCR-test for virus op til 14 dage før og op til 2 dage efter en indlæggelse, mens CPR-registreret blev brugt til at identificere de patienter, der døde indenfor 30 dage efter indlæggelsen.

Vaccination har betydning

Det er på baggrund af studiet svært at fastslå, om covid-19 er på vej til at blive en mindre alvorlig sygdomsbyrde.

Antallet af covid-19 indlæggelser faldt fra 2022-2023 til 2023-2024 i Danmark og i flere andre sammenlignelige lande, heriblandt de øvrige nordiske lande og USA. Til gengæld tyder covid-19-overvågningen i spildevandet på, at der fortsat forekommer høje niveauer af smitte især om efteråret og vinteren.

”En ligetil forklaring på faldet i indlæggelser trods det høje smitteniveau er, at personer i risiko for et alvorligt forløb med covid-19 bliver vaccineret mod alvorlig sygdom gennem det årlige covid-19-vaccinationsprogram. Derudover er der generelt set også en bedre beskyttelse i befolkningen, end hvad vi så i starten af pandemien, da størstedelen enten har modtaget en vaccination tidligere eller har været syge med covid-19,” siger seniorforsker og ph.d. Peter Bager fra SSI’s Afdeling for Epidemiologisk Forskning, og fortsætter:

”Studiet understøtter vigtigheden af efterårets covid-19-vaccination mod alvorlig sygdom, idet covid-19, sammenlignet med influenza, stadig udgør en betydelig byrde både i antal indlæggelser og dødsfald. Resultaterne kan samtidig bidrage til planlægningen af sundhedsvæsenets covid-19-strategi.”

Studiet fokuserer på indlæggelser og mortalitet, men det er også vigtigt at anerkende byrden fra eksempelvis sygefravær på grund af covid-19 og covid-19-senfølger, påpeger Peter Bager.

Studiet er indsendt til peer-review i et videnskabeligt tidsskrift, og kan læses som preprint.