Banalt, men alvorligt: Ny hjælp skal spare ældre borgere hospitalsindlæggelser

Sundhed

07/12/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Hidtil har ca. 1.000 ældre borgere årligt henvendt sig i Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital, fordi de havde problemer med deres kateter i urinvejene. Sundhedsklynge Midt omkring Herlev og Gentofte Hospital besluttede at undersøge, om man ikke kunne gøre plejen af katetere bedre. Og nu er antallet af henvendelser om kateter i akutmodtagelsen bragt ned til det halve.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Enhed for Specialiseret Sygepleje i Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital har været ansvarlige for at uddanne ufaglærte medarbejdere, hjælpere, assistenter samt sygeplejersker i ni kommuner.  Der er undervist mellem 30-43 ansatte i hver kommune.

Sundhedssamarbejdsudvalget (SSU) koordinerer og sætter retning for udviklingen af tværsektorielle samarbejde om sundhed på tværs af de fem sundhedsklynger i regionen. Her har man på møde 11. oktober besluttet, at de gode erfaringer skal bredes ud til de øvrige kommuner, som hører under de øvrige fire af regionens sundhedsklynger, så det kommer alle borgere til gavn.

Ældre sparer tur på hospitalet

”Det handler jo først og fremmest om, at flere ældre borgere slipper for at blive sendt ind på hospitalet. De kan blive hjemme i trygge rammer og få den rigtige pleje af kateteret. Samtidig aflaster det personalet i kommunerne og tager presset af akutmodtagelserne,” siger formand for SSU, regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Medformand i Sundhedsklynge Midt og borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse (S) mener, at det er et godt eksempel på, at kompetenceudvikling ikke nødvendigvis handler om at flytte opgaver mellem sektorer.

”Her har personalet i kommunerne gennemgået kompetenceudvikling, så de er bedre til at håndtere opgaven, men de vil også kunne bruge materialet til at oplære nye eller nuværende kolleger. Bedre pleje giver større tryghed for borgerne og aflaster personalet både i kommunerne og regionen,” siger Trine Græse, der oplever meget stor opbakning til undervisningsindsatsen hos personalet i sin egen kommune.

Banalt men alvorligt

Helene Bliddal Døssing fik som nyansat vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital i 2022 sat kateterplejen på dagsordenen i Sundhedsklynge Midt, hvor de ni kommuner omkring hospitalet er repræsenteret.

”I Afdeling for Urinvejssygdomme var de allerede i gang med at se på uddannelse uden for hospitalet, og jeg synes, at det var et fremragende eksempel på, hvordan vi kan hjælpe hinanden, når vi rækker ud over egen matrikel. Derfor ville jeg have det udbredt. Det lyder måske banalt at pleje et kateter, men det kan faktisk have ret alvorlige konsekvenser for det enkelte ældre menneske at få en infektion. For hver infektion vi forebygger, har vi gjort hverdagen for en borger meget bedre,” siger Helene Bliddal Døssing.

Hun er rigtig glad for, at der er opbakning fra både politikere og de øvrige klynger, så alle regionens borgere får glæde af den forebyggende indsats. Parterne er i gang med at aftale, hvordan og i hvilken rækkefølge indsatsen skal implementeres i de enkelte klynger i tæt samarbejde med Enhed for Specialiseret Sygepleje i Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital.

Fakta om bedre kateterpleje

  • Regionen har betalt for udviklingen af materialer til undervisning og til vejledningen for borgere. Derudover har regionen reserveret 0,5 mio. kr. til at dække omkostninger til frikøb af undervisere, når indsatsen skal udbredes i de fire andre sundhedsklynger.

  • For kommunerne vil der være udgifter forbundet med at tage personale ud af vagten for at deltage i kompetenceudvikling. Derudover vil kommunerne skulle bidrage med koordinering og planlægning i forhold til den praktiske afvikling af undervisningen.

  • Der er desuden udviklet vejledningsmateriale til borgerne, så de ved, hvor de skal henvende sig efterudskrivelse, hvis der opstår problemer med urinvejskateteret. [link]

Fakta om Sundhedsklynger

  • Der er etableret politiske sundhedsklynger omkring de fem akuthospitaler i Region Hovedstaden.

  • ​Sundhedsklyngen skal styrke sammenhæng og sikre bedre forløb på tværs af sektorer.

  • Sundhedsklyngen skal også være drivende i en styrket forebyggelse, kvalitet og omstilling af det nære sundhedsvæsen. Den skal bl.a. prioritere indsatser, der imødekommer de lokale behov og som sikrer bedre og mere sammenhængende patientforløb.​