Danskerne får mere og mere ondt i livet.
Ifølge rapporten Danskernes Sundhed 2023 fra Statens Institut for Folkesundhed er andelen af danskere med dårligt mentalt helbred næsten fordoblet siden 2010. Mistrivslen er værst blandt kvinder, hvor 22 procent er ramt, mens det gælder 15 procent af mændene.
En forskningsopgørelse fra Sydøst-Australiens Universitet viser imidlertid, at fysisk aktivitet kan have en positiv effekt på symptomerne hos personer med psykiske lidelser som angst og depression gennem forskellige virkningsmekanismer. Det kan blandt andet forbedre hjernens funktion ved at styrke forbindelser mellem vores nerveceller, forbedre søvnkvaliteten, reducere inflammationstilstande, styrke selvværdet og øge kroppens fysiske sundhed.
Nicolai Bjerre Trolle, fysioterapeut og ekspert i brug af træning til personer med forskellige sygdomstilstande ved fysioterapeutkæden ProTreament, fortæller:
"Både dansk og international forskning viser, at fysisk aktivitet kan bidrage til at reducere angst- og depressionssymptomer ved at påvirke både hjernen, kroppen og psyken. Vi ved i dag, at de fungerer i et tæt samspil med hinanden og derfor påvirker hinanden indbyrdes," siger Nicolai Bjerre Trolle og tilføjer:
"Det er væsentligt, at danskerne bliver bedre informeret om effekten af fysisk aktivitet på mentale lidelser som supplement til anden behandling, herunder for eksempel samtaleterapi og medicinsk behandling. Vi har et fælles samfundsansvar for at gøre fysisk aktivitet nemt tilgængeligt og motiverende for dem, der har størst behov for det, og som kan have stor gavn af en sådan intervention."
Hver anden voksen bevæger sig for lidt
Ifølge rapporten Danskernes Sundhed 2023 efterlevede 55 procent af den voksne befolkning ikke verdenssundhedsorganisationen WHO’s minimumsanbefaling for fysisk aktivitet i 2023. Det gjaldt især kvinder og unge mennesker.
"Mange danskere og særligt personer med psykiske lidelser finder fysisk aktivitet uoverkommeligt – det møder vi ofte i arbejdet som fysioterapeuter, hvor vi vejleder i og varetager individuel og holdbaseret træning. Simple råd kan dog også gøre det lettere at komme i gang," siger Nicolai Bjerre Trolle, der giver fem råd nedenfor.
1. Start småt og realistisk
Ambitionsniveauet bør tilpasses det aktuelle overskud og nuværende livssituation. Hvis barren sættes for højt, kan det føre til, at man slet ikke kommer i gang. Små skridt kan derimod skabe positive oplevelser, gode vaner og give motivation til at fortsætte.
2. Vælg aktivitet efter interesse
Aktiviteter, der umiddelbart vækker interesse eller føles meningsfulde, kan være et godt udgangspunkt. Tidligere erfaringer kan fungere som nyttige pejlemærker til valg af aktivitetstype. Kort sagt bør man vælge en aktivitet, man synes er sjov.
3. Tilpas til egne behov
Individuelle aktiviteter i trygge rammer kan give ro og kontrol, mens gruppeaktiviteter kan tilbyde støtte og fællesskab med ligesindede. For nogle kan en holdbaseret træning eller træning med en fagperson fungere som gradvis eksponering mod sociale aktiviteter, mens den for andre vil føles uoverskuelig. Tilpas efter individuelle behov.
4. Søg støtte og motivation
At dele tanker og mål med omgangskredsen eller en pålidelig person som et familiemedlem eller en ven kan give støtte og motivation. En fagperson kan også bidrage med professionel støtte og rådgivning i processen.
5. Husk, at alt tæller
Alle former for fysisk aktivitet har værdi og potentiale til at skabe positive forandringer. Uanset om det er en kort gåtur, enkle øvelser, dans eller styrketræning. Det handler om at finde en vej, der føles overkommelig og meningsfuld. Selv små skridt kan gøre en positiv forskel.