Skånsomt for kroppen og 3 andre grunde til at overveje cykling som motionsform

Sundhed

05/02/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Jernhesten behøver ikke bare at transportere dig fra A til B.

Cykling har i den grad fået fat i danskerne - ikke bare som transportmiddel, men i høj grad også som motionsform.

Går du med overvejelser om at gøre alvor af nytårsforsættet og få gang i en motionsvane, så kan cyklen måske være et godt sted at starte.

Der er nemlig mange fordele ved netop den form for motion - særligt hvis man gerne vil have frihed og skåne kroppen.

Man er ikke afhængig af andre

Mange ser det som en fordel, at man ikke er afhængig af andre. Ønsker man f.eks. at bruge tennis, fodbold eller pedel som en måde at dyrke motion, er man afhængig af at kunne spille med andre. Derfor skal man også kunne få kalenderen til at passe.

I en travl hverdag, er det ikke alle, der har lyst til at være tvunget til at dyrke sport på faste tidspunkter. For at sikre, at man ikke er tvunget til dette, er der mange, der beslutter sig for at kaste sig over cykling, da det kan gøres alene.

Cykling kan gøres døgnet rundt

Det er naturligvis også en fordel, at man kan cykle døgnet rundt. Cykler man tidligt om morgenen eller sent om aftenen, skal man blot huske lygterne. Hvis man ofte er sent hjemme fra arbejde, er det en betydelig fordel, at man kan cykle, når man vil.

Selvfølgelig anbefales det, at man så vidt muligt forsøger at cykle, når det er lyst, men det er ikke et krav. Hvis man endelig vælger at begive sig ud på jernhesten, når det er blevet mørkt, så husk lygter og reflekser på både cykel og dit tøj.

Også muligt at cykle indendørs på hometrainer

Det er også værd at påpege, at det er muligt at cykle indendørs. Det betyder ikke, at man har brug for en bane, man kan cykle rundt på. Derimod kan man investere i en såkaldt hometrainer, som man kan placere sin cykel på.

Dermed er du ikke tvunget til at bevæge dig udenfor i vintersæsonen, hvor det kan være både koldt og glat.

Dette kræver dog, at du har et sted, hvor du kan gøre plads til at cykle på en hometrainer. Heldigvis optager det ikke meget plads.

Mere skånsomt for kroppen

Slutteligt er det også værd at nævne, at mange har kastet sig over cykling, fordi de ikke bryder sig om at løbe.

Det kan være en voldsom belastning for knæ, ankler og fødder, hvis man skal ud og løbe. De belastninger slipper man for ved at cykle, fordi der ikke er de samme stød op igennem hele kroppen, som man får, hver gang man lander på underlaget.