Nu gælder det mellemrunden: Her er tidspunkterne for Danmarks kampe

Sport

16/01/2024

Arkivbillede. Foto: Shutterstock
Arkivbillede. Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er IKKE længere fast kl. 20.30!

Danmark spillede Portugal baglæns ud af hallen i mandag aftens gruppefinale ved EM i håndbold, og det betyder, at Danmark går videre til mellemrunden med to point på kontoen, inden de markant sværere kampe, der er i vente.

I mellemrunden skal Danmark møde Slovenien, Norge, Holland og Sverige, og rækkefølgen af opgørende blev afgjort af placeringen i de andre indledende puljer.

De blev imidlertid også afgjort i går, og derfor kender vi nu Danmarks fulde program for de næste fire kampe.

Første kamp på onsdag

Danmark kaster mellemrunden i gang onsdag mod Holland, og vær opmærksom på, at kampen allerede spilles kl. 18. Det er altså ikke kl. 20.30, som det ellers har været de første tre kampe ved slutrunden.

Fredag er der lagt op til en sand håndboldklassiker, når Nikolaj Jacobsens tropper tørner sammen med Sverige. Det sker kl. 20.30, så sørg hellere for at få aftalt, om kampen skal ses på hjemmets fjernsyn, eller om man skal finde en tablet eller telefon frem, fordi resten af familien vil se noget andet.

Søndag står den på revance mod Norge efter det uafgjorte resultat i Golden League-turneringen, der fungerede som opvarmning til EM. Kampen mod Norge spilles kl. 20.30.

Danmark kan allerede efter kampen mod Norge være sikker på en plads i semifinalerne, men ellers skal det hele afgøres af mellemrundens sidste danske opgør mod Slovenien. Den kamp spilles tirsdag d. 23. januar k. 18.00, så det er lidt blandede kamptidspunkter for de næste fire danske kampe.

3 hold med 2 point

Udover Danmark er også Sverige og Slovenien nået videre til mellemrunden med to point på kontoen. Det er derfor sandsynligt, at de to pladser i semifinalerne skal afgøres blandt det trekløver.

Det betyder så også, at den sidste kamp mod Slovenien kan ende med at blive et alt-eller-intet-opgør for de danske håndboldherrer.

Du kan se Danmarks kampe på TV 2, og hvis du gerne vil se nogle af de andre kampe ved slutrunden, kan du finde dem på TV 2 Play.