De danske håndboldherrer imponerede ikke, da de besejrede Tjekkiet med seks mål i lørdagens kamp, men ikke desto mindre blev det til netop en sejr, og Jacobsens tropper holder derfor fast i rekordstimen med ikke at have tabt en VM-kamp siden 2017.
Men nu begynder det for alvor at spidse til i kampen om VM-guldet. Onsdag skal danskerne nemlig på banen til kvartfinalen, og her fra er det vind-eller-forsvind - så hvad skal danskerne indstille sig på?
Kvartfinalen: Brasilien
Hvad har Norge, Spanien og Sverige til fælles? De røg alle sammen ud inden de rigtig sjove kampe.
Og en af årsagerne til, at de traditionsrige håndboldnationer må rejse skuffede hjem, er Brasilien.
Det fodboldgale sydamerikanske land har faktisk kun tabt en enkelt kamp ved VM indtil videre, og det var imod Portugal, som endte med at tage førstepladsen i mellemrundegruppen. Derfor står der Danmark mod Brasilien på menuen onsdag aften kl. 17.30.
Semifinalen: Tyskland eller Portugal
Mange danske håndboldfans håber nok på Tyskland i en eventuel semifinale (vi har trods alt slået dem komfortabelt både ved det igangværende VM og i OL-finalen i Paris), men det er på ingen måde givet, at tyskerne trækker sig sejrrigt ud af deres kvartfinale.
De skal nemlig møde "den nye dreng i klassen", Portugal, der skrev historie ved at banke Spanien baglæns ud af banen i mellemrunden.
Faktisk har Portugal, ligesom Danmark, endnu ikke tabt en kamp ved det igangværende VM.
Finalen: Kroatien, Frankrig, Ungarn eller Egypten
De to kvartfinaler i den anden halvdel af turneringen spilles tirsdag aften, og her står Frankrig overfor Egypten, imens Kroatien tørner sammen med Ungarn.
Ud fra de fire tilbageværende hold i den halvdel af turneringen, er det mest realistiske bud på en eventuel finalemodstander til Danmark Frankrig, men det er på ingen måde sikkert, at Frankrig vil kunne slå Kroatien i en eventuel semifinale.
Uanset hvad er der i hvert fald lagt op til en uhyre spændende afslutning på VM i herrehåndbold 2025!