Tank nu: Benzinpriserne stiger

Generelle nyheder

25/02/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Det er en god idé at få tanket nu. På grund af krigen i Ukraine stiger prisen på råolie og dermed vil priserne på benzin og diesel bliver presset op.

Fra flere sider forventes det, at prisen kan blive helt op til 15 kroner på en liter benzin, og derved vil prisen blive det højeste, vi nogensinde har set i Danmark.

Vil du udsætte betalingen for den dyre benzin, så er der kun en mulighed, og det er at tanke nu.

"Vi ser, at oliepriserne stiger lige nu. Meget af den olie, vi bruger, kommer fra Rusland, og når der er uro om forsyningen med olie, stiger prisen. Det vil smitte direkte af på prisen på benzin," siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, til B.T.

Hun vurderer desuden, at prisstigningen vil forekomme forholdsvis hurtigt. Af denne grund forventes det, at benzinpriserne stiger allerede i næste uge.

Prisen for olie er steget til vejrs i forbindelse med uroen i Ukraine og Rusland, hvilket har resulteret i, at prisen pr. tønde nu lyder på næsten 104 dollars.

Det er dog ikke blot oliepriserne, der er braget i vejret i løbet af torsdag. Det samme er nemlig gældende for prisen for naturgas. Torsdag morgen er prisen steget med intet mindre end 20 procent.

Opvarmer man sin bolig med gasfyr, kan man derfor ikke kun se frem til en højere pris på tankstanderen. Man vil nemlig også kunne forvente at modtage en dyrere varmeregning, end man er vant til at få.

Eksperten forventer ikke, at prisen går den anden vej lige med det samme. Vi kan forvente både højere benzinpriser og varmeregninger i fremtiden.