Unik mulighed: Nu kan offentligheden komme med bag kulissen på Kongeparrets første nytårskure

Royalt

16/01/2025

På særrundvisningerne på Christiansborg Slot tager slotsværter, der var på arbejde under nytårskurene, gæsterne med på kurgæsternes rute gennem slottet: op ad den ikoniske Dronningetrappe og gennem de storslåede, kongelige sale, hvor Kongen og Dronningen modtog kurgæsterne. Foto: Rasmus Hjortshøj
På særrundvisningerne på Christiansborg Slot tager slotsværter, der var på arbejde under nytårskurene, gæsterne med på kurgæsternes rute gennem slottet: op ad den ikoniske Dronningetrappe og gennem de storslåede, kongelige sale, hvor Kongen og Dronningen modtog kurgæsterne. Foto: Rasmus Hjortshøj

Skrevet af J. Bøgen

Kongeparret har for første gang været værter ved de traditionsrige nytårskure på Christiansborg Slot. Frem til 19. januar kan besøgende følge i de kongeliges fodspor og opleve steder, der normalt er lukket for offentligheden. Rundvisningerne giver et indblik i Kongeparrets første nytårskur som værter og de traditioner og etiketter, der knytter sig til begivenheden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På Christiansborg Slot kan man frem til den 19. januar få et helt særligt indblik Kongeparrets første nytårskur som værter og blive klogere på oplevelsen som kurgæst og de regler og den etikette, der knytter sig til de traditionsrige nytårskure, som i århundreder har været dansk skik og bevaret de samme grundelementer.

Det skriver Kongernes Samling i en pressemeddelelse.

På særrundvisningerne tager slotsværter, der var på arbejde under nytårskurene, gæsterne med på kurgæsternes rute gennem slottet: op ad den ikoniske Dronningetrappe og gennem de storslåede, kongelige sale, hvor Kongen og Dronningen modtog kurgæsterne.

Oplev steder, du normalt er udelukket fra

Her kommer man blandt andet forbi Tronsalen, hvorfra Kong Frederik 10. sidste år blev udråbt til konge fra balkonen, samt den store Riddersal med Bjørn Nørgaards gobeliner, der gennem tiden har lagt sted til utallige officielle statsmiddage ved modtagelsen af udenlandske statsoverhovedet såvel som Kronprins Christians 18-års fødselsdag med unge festdeltagere fra alle landets kommuner.  

Undervejs på særrundvisningen er det også muligt at opleve steder og rum på slottet, der normalt er lukket for offentligheden. 

Ved dette års nytårskure kørte Kong Frederik 10. og Dronning Mary deres første karettur gennem Københavns gader i den historiske guldkaret, der er kendt som den fineste karet i Kongehuset.  Guldkareten er belagt med 24 karat bladguld og blev oprindeligt leveret til Kongehuset omkring 1840 af den anerkendte karetmager Henry Fife. Den blev hurtigt populær hos det danske folk grundet dens store vinduer og lave højde, da det gav byens borgere frit udsyn til kongen og dronningen, når de kørte gennem Københavns gader.  

Netop denne guldkaret får man mulighed for at komme helt tæt på, når særrundvisningen går forbi De Kongelige Stalde, hvor både de kongelige kareter og de kongelige heste befinder sig.  

Praktisk information

De særlige nytårskurrundvisninger kan opleves frem til søndag 19. januar 2025 to gange dagligt. Særrundvisningen tager 90-120 minutter. Pris: 180 kr.

Læs mere her: https://www.christiansborgslot.dk/nytarskur-rundvisninger/