Så meget får de forskellige medlemmer af kongefamilien i "løn"

Royalt

03/04/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Samlet løber det op i et trecifret millionbeløb.

Torsdag i sidste uge blev årsrapporten for Kongehusets år 2022 offentliggjort.

I den forbindelse valgte mange at fokusere på, at Kongehuset kom ud af 2022 med et millionunderskud, men hvis man dykker ned i tallene fra rapporten, er der andre interessante ting, der dukker op.

For eksempel viser rapporten, at der er markant forskel på, hvad de enkelte medlemmer af den royale familie får i apanage - altså årpenge fra staten.

Dronning Margrethe får mest

Det er nok ikke overraskende, at regenten får den største apanage, og det er da også sådan, tingene hænger sammen.

Helt præcist fik dronningen 88,8 millioner kroner udbetalt i apanage, men langt størstedelen blev brugt på drift. Derudover var en del af beløbet (1,3 millioner kroner) øremærket til prinsesse Benedikte.

Dronningens rammebeløb, som bruges til private omkostninger og vedligeholdelse og drift af de ejendomme, der ejes privat, lå på 12,9 millioner kroner, så det er altså ikke, fordi dronningen manglede penge til at forny garderoben og inventar.

Kronprinsparret

Tronfølgerparret fik næstmest i apanage i 2022. I alt 21,8 millioner kroner gik således til kronprins Frederik, og af disse var 2,1 milliojner kroner øremærket kronprinsesse Mary.

Igen går størstedelen af beløbet til drift, og rammebeløbet for kronprinsparret var "kun" 4,3 millioner kroner.

Prins Joachim

I det forgangne år modtog prins Joachim 3,8 mio. kr. i årpenge. Prinsesse Marie modtog ingen.

Men 2022 kan ende med at være det sidste år, hvor dronningens yngste søn modtog apanage.

I den nærmeste fremtid skal Folketinget nemlig diskutere, hvorvidt Prins Joachim kan få apanagen med til USA, når han og famillien flytter til sommer.

Prins Joachim har nemlig fået job som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington D.C.

Grundloven dikterer, at det kræver tilladelse fra Folketinget, hvis et medlem af kongehuset skal modtage apanage uden for landets grænser.

Faktisk har netop prins Joachims apanage før været oppe at vende i Folketinget. Det skete i 2020, hvor han boede i Frankrig og arbejdede som forsvarsattaché.

Her fik han tilladelse til at modtage årpenge.