En gruppe psykisk og fysisk handicappede på det beskyttede Værksted ’Elmegade’ fik tirsdag kongeligt besøg, da H.K.H. Kronprinsen kom forbi og overværede den kommende Royal Run- medalje blive samlet. Kronprinsen hørte også om den nye og bæredygtige måde, medaljen er produceret på, og så satte han sig selv ved symaskinen og fik samlet en Royal Run-medalje.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Det var en nysgerrig kronprins, der i dag besøgte det beskyttede værksted Elmegade, der ligger i Vejen Kommune:
Værkstedet beskæftiger dagligt omkring 30 borgere, som på grund af nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevner eller sociale problemer ikke kan have et arbejde under normale vilkår på arbejdsmarkedet.
Èn af de opgaver værkstedet netop har fået er at samle og pakke den nye Royal Run-medalje, og som led i sit store engagement i Royal Run, besøgte kronprinsen tirsdag værkstedet.
Han fik ved den lejlighed mulighed for at se, hvordan medaljen bliver samlet, og han spurgte ivrigt til arbejdet hos de udvalgte medarbejdere, der står for at samle de omkring 90.000 medaljer.
Kronprinsen valgte selv den bæredygtige løsning
Kronprinsen har selv været med til at udvælge den medalje, der ender med at hænge om halsen på de mange Royal Run-deltagere, efter de er nået i mål 2. pinsedag den 6. juni.
Valget faldt blandt andet på denne medalje, fordi den er langt mere bæredygtigt produceret end tidligere års medaljer.
Selve medaljepladen er lavet af genanvendte akrylplader, mens medaljebåndet er produceret af PET-materiale, der er en type plastic, der normalt bruges til sodavandsflasker. Medaljebåndet er således lavet af plastikflasker, der er smeltet om og lavet til tekstilfibre, hvilket kronprinsen også blev præsenteret for under besøget.
OM ROYAL RUN-MEDALJEN:
Det er Skiltefabrikken.nu, der er bestilt til at producere den kommende Royal Run medalje
Værkstedet Elmegade er hyret af Skiltefabrikken.nu til at samle medaljen og pakke den i kasser
Medalje-pladen er lavet af genanvendt akryl kaldet Green Cast.
Alle rester fra produktionen går tilbage og bliver til nye medaljeplader
De genanvendte plader har et CO2 aftryk, der er under halvt så stort som akrylplader produceret fra ny (43% mindre CO2).
’22 medaljen efterlader næsten 48 procent (47,66 %) mindre Co2e-aftryk i forhold til medaljen, der blev produceret til Royal Run ’20.
Medaljerne bliver produceret i Danmark.
Medaljesnoren er udarbejdet i genbrugsplast. Dvs. at den er lavet i materialet PET, som er plastikflasker, der er blevet smeltet om og lavet til tekstilfibre.
OM VÆRKSTEDET ELMEGADE:
Værkstedet Elmegade er et beskyttet beskæftigelsestilbud og beskæftiger ca. 30 borgere i alderen 20 – 70 år. Værkstedet tilbyder beskyttet beskæftigelse til borgere, som pga. betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer, ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, dvs. på det ordinære arbejdsmarked.
Værkstedet Elmegades mål er at styrke den enkelte borgers arbejdsidentitet, medindflydelse og sikre, at borgerne får en følelse af selvværd gennem arbejdet og de sociale relationer på værkstedet.
OM ROYAL RUN
Over 62.000 er nu tilmeldt Royal Run i de seks værtsbyer
Kolding har udsolgt alle startnumre, og i Næstved er der kun få startnumre tilbage på One mile-distancen. Der er ledige pladser i Aalborg, Aarhus, København/Frederiksberg og Bornholm.
Royal Run finder afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022
Royal Run ’22 finder sted I Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Tilmelding og information: royalrun.dk
Tilmelder man sig inden 18. april, får man tilsendt sin startpakke