Dronningen aflyser for første gang i 59 år: Frygter for hendes helbred

Royalt

10/05/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Det er kun anden gang i historien, at dronningen ikke er til stede.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dronning Margrethe II er med sine 82 år på bagen og 50 år som regent én af de længst siddende regenter nogensinde. 

Christian IV er med sine næsten 60 år som regent den eneste danske regent, som har siddet længere end dronning Margrethe II. 

De fleste andre europæiske regenter kan ikke måle sig med Danmarks dronnings erfaring, men der er én, som overgår stort set alt og alle; Storbritanniens 96-årige Dronning Elizabeth II.

Hun er den længst siddende britiske monark i historien og én af de statsoverhoveder, som har siddet længst tid i verdenshistorien. 

Det ser dog ud til, at hendes regeringstid måske snart er slut, da flere ting peger på, at hendes helbred halter alvorligt. 

På det seneste har der ifølge The Sun blandt andet været en indlæggelse, ligesom dronningen har meldt ud, at hun ikke længere vil befinde sig på Buckingham Palace, som ellers traditionelt set er den britiske monarks officielle bolig. 

Nu er bekymringen for dronningens helbred for alvor eksploderet, da det britiske kongehus har meldt ud, at hun for første gang i 59 år ikke vil deltage i den ceremonielle åbning af det britiske parlament. 

I stedet har dronningens søn, 73-årige prins Charles, midlertidigt overtaget dronningens magt i én dag, og det er derfor ham og dronningens barnebarn, 39-årige prins William, som skal holde talen ved åbningen af parlamentet.

Det er første gang siden 1963 og kun anden gang siden sin regeringstids start i 1952, at dronning Elizabeth ikke deltager ved åbningen. 

Det skyldes ifølge kongehuset, at dronningen har problemer med bevægeapparatet. 

"Dronningen oplever fortsat episodiske mobilitetsproblemer, og i samråd med hendes læger har hun modvilligt besluttet, at hun ikke vil deltage ved statsåbningen af parlamentet i morgen," lød det således i en udtalelse i går, som fortsatte:

"På hendes majestæts befaling og i enighed med de relevante myndigheder vil prinsen af Wales [red. prins Charles] læse dronningens tale på hendes vegne sammen med hertugen af Cambridge [red. prins William]."

Udmeldingen gør, at flere britiske medier og eksperter frygter, at dronningens helbred er så slemt, at hun måske ikke vil være i stand til at fejre den fire dage lange fejring af hendes 70-års jubilæum som regent, som efter planen skal afholdes i juni.