Mange danskere er i fuld gang med at tage revanche på et sløvt, dansk sommervejr.
Det mærker de hos rejseselskabet TUI, som lige nu har solgt 38 procent flere rejser til den kommende vinter, end de havde på samme tidspunkt sidste år.
”Der er flere, der vil på vinterferie i år end sidste år og der bliver også bestilt tidligere, end hvad vi har set i lang tid. Det hænger formentlig sammen med, at mange danskeres sommerferie blev mudret til af dårligt vejr, og derfor tager de revanche med en vinterferie,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.
Oversøiske rejsemål hitter
Hos TUI er det generelt set svært at finde en vinterdestination, som ikke sælger mere end sidste år.
Selvom De Kanariske Øer er det mest populære rejsemål for danskerne, er det rejsemål udenfor Europa, som flere danskere vil til i år sammenlignet med sidste år.
Her er de mest solgte og mest stigende destinationer i år:
De mest populære destinationer lige nu målt på antal solgte rejser
Gran Canaria
Thailand
Tenerife
Egypten
Kap Verde
De destinationer, som er steget mest i år sammenlignet med sidste år
Thailand (77 procent flere bestillinger end sidste år)
Kap Verde (55 procent flere bestillinger end sidste år)
Egypten (50 procent flere bestillinger end sidste år)
Gran Canaria (33 procent flere bestillinger end sidste år)
Lanzarote (24 procent flere bestillinger end sidste år)
Det dårlige sommervejr i Danmark kunne også aflæses i TUI’s salgstal. I juli-måned solgte de nemlig 33 procent flere rejser end samme måned sidste år.