Primo Tours melder ud: Her er årets nye destination

Rejse

01/11/2024

Foto: Travelheart Sun
Foto: Travelheart Sun

Skrevet af J. Bøgen

Så er der dømt uspolerede sandstrande!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 17. maj 2025 letter det første fly fra Billund Lufthavn mod Evia, som er en helt ny sommerdestination i Grækenland, hvor gæsterne har mulighed for at kombinere en afslappende charterferie med udflugter til Athen.

"Vi glæder os rigtig meget til, at vores gæster får mulighed for at komme på ferie på Evia, hvor de kan bo på dejlige strandhoteller og naturligvis kombinere ferien med en udflugt til Athen, som byder på nogle helt fantastiske seværdigheder," siger Henrik G. Jensen, der er direktør i Primo Tours.

I Athen kan man blandt andet opleve det imponerende Akropolis med antikke tempelsøjler og statuer, der troner på en flad klippetop 150 meter over Athens hustage, og man kan mærke historiens vingesus på det olympiske stadion, hvor det første moderne OL blev afholdt.  

"Evia er en rigtig interessant destination, fordi det bliver meget nemt at komme til Athen. Vi kommer til at arrangere flere ugentlige udflugter til den græske hovedstad med forskellige temaer, og man kan også opleve byen på egen hånd, hvis man helst vil det," forklarer Henrik G. Jensen.

Uspolerede sandstrande

Evia har trods sin størrelse og centrale beliggenhed bevaret sin autenticitet og er i dag et populært udflugtsmål for lokale grækere, der besøger Evias uspolerede strande langt fra masseturismen.   

"Evia er en fantastisk destination med flotte sandstrande, hvor der er noget for enhver smag. Både hvis man drømmer om en All Inclusive ferie med masser af aktiviteter for hele familien, eller hvis man gerne vil bo på et lidt mindre hotel i naturskønne omgivelser," siger Henrik G. Jensen.

Evia er særligt kendt for sine uspolerede sandstrande og flotte natur, og så er der en helt særlig autentisk, græsk stemning i de byer, hotellerne ligger i nærheden af.

"Chalkida er Evias største by, hvor man både finder masser af butikker med musik i gaden og et sprudlende byliv med lækre restauranter langs havnepromenaden. De to andre byer, vi har hoteller ved, er lidt mindre, men der er mange restauranter og hyggelig stemning," siger Henrik G. Jensen.