Ikke alle får adgang
Sommerferien er højsæson for millioner af turister, som rejser mod nogle af Europas mest populære strande.
Men i takt med at flere feriesteder oplever problemer med overturisme og belastning af naturen, vælger flere myndigheder at indføre nye regler for at begrænse antallet af besøgende.
Flere steder er det ikke længere nok bare at ankomme med håndklædet over skulderen.
Reservationer, adgangsbegrænsninger og miljøgebyrer bliver i stigende grad en del af ferieoplevelsen, især på de mest populære strande.
Nu skærper Italien reglerne yderligere på flere af landets mest kendte badestrande, hvor nye adgangskrav gælder i løbet af sommeren.
Det skriver Bild.
Reservation og entré bliver et krav
De nye regler gælder blandt andet for populære strande i Ligurien og på Sardinien.
Ved Baia del Silenzio i Sestri Levante må der maksimalt være 450 personer på stranden ad gangen frem til 31. august.
Adgangen styres gennem kontrollerede indgange, men det er hverken nødvendigt at reservere eller betale.
På Sardinien bliver reglerne langt strengere.
Ved Spiaggia La Pelosa skal besøgende reservere deres plads på forhånd frem til 15. oktober.
Samtidig opkræves der et reservationsgebyr på 3,50 euro pr. person.
Også Cala Brandinchi og Lu Impostu kræver en reservation.
Her må kun et begrænset antal gæster besøge strandene dagligt, og der opkræves en miljøafgift på 2 euro.
Reglerne gælder både for besøgende, der ankommer til fods, og dem, der kommer fra havet.
Endnu strengere regler
På Tuerredda Beach kræves en QR-kode for at få adgang, mens et dagsbesøg koster 3 euro for personer over 12 år.
Den mest begrænsende ordning findes ved Cala Goloritzé, hvor kun 250 personer ad gangen får adgang. Her koster en billet 7 euro, og både må ikke lægge til ved stranden.
På Cala Coticcio i nationalparken La Maddalena er reglerne endnu mere strikse.
Besøgende kan kun komme ind ved at bestille en guidet tur, og samtidig opkræves der en miljøafgift.
Ifølge de lokale myndigheder skal de nye regler beskytte naturen, reducere belastningen på strandene og skabe en mere sikker oplevelse for både turister og den lokale befolkning.