I TUIs seneste kampagne bygger rejsebureauet videre på det etablerede kommunikationstema "Alt, hvad en rejse kan være," men tilføjer nye annonceformater til mediemixen, såsom analoge og digitale takeovers.
Kampagnen blev lanceret i dagene mellem jul og nytår, blandt andet med tv-reklamer, der fokuserer på at vække rejselyst til destinationerne omkring Middelhavet og fremvise det brede produktsortiment.
I januar følger annoncering på udendørstavler, digitale udendørstavler, trykte medier, digitale platforme og radio.
Overtager Nørreport
Blandt de mere kreative kampagneelementer er en takeover af Nørreport station i uge 2 og 3. Pendlere vil blive mødt af dekorerede bustoppesteder, der leder tankerne hen på solrige sandstrande og italienske taverner, blandt andet med budskabet "Sommeren er bedst ved Middelhavet."
”Vi bygger videre på vores etablerede og langsigtede kommunikationstema "Alt, hvad en rejse kan være," men eksperimenterer samtidig med nye formater og mere taktiske udtryk i vores mix. I den forrige kampagne tilføjede vi mere humoristiske elementer, hvilket også har vist sig at fungere godt. Det har vi taget med os i denne kampagne, eksempelvis med nye sjove radiospots,” siger Lisa Rönnberg, nordisk marketingchef hos TUI.
Kampagnen er produceret af TUIs egen inhouse-bureau Creative Studio og eksterne kreative kræfter og vil køre i Sverige, Norge, Danmark og Finland frem til marts.