6000 feriedanskere måtte hjælpes af Falck sidste år: Dette var de 4 hyppigste årsager

Rejse

01/07/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Man forventer, at tallet bliver endnu højere i år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sidste år hjalp Falck næsten 6.000 danskere, som var uheldige og blev syge, kom til skade eller på anden vis havde brug for hjælp på deres sommerferie, og i år forventes tallet at blive endnu højere.

Den mest almindelige sygdom Falck ser er Gastroenteritis også kendt som turistmave eller bare dårlig mave og opkast. Dette skal også ses i sammenhæng med hvor varmt der er i det enkelte land, da man hurtigt kan blive dehydreret, når man har dårlig mave og det samtidig er meget varmt.

De fleste danskere som blev syge på deres sommerferie sidste år, var på ferie i Spanien, Grækenland, Italien og Tyrkiet, som er populære rejsemål for danskere om sommeren.

400 indlagt sidste sommer

Falck hjalp i 2023 omkring 400 danskere der i sommerferien blev indlagt på et hospital i udlandet. Omkring 25 procent af disse var netop i forbindelse med Gastroenteritis og følgesygdomme heraf.

Blandt børnene er den mest almindelige sygdom mellemørebetændelse, typisk på grund af de mange svømmeture i poolen, som kan indeholde bakterier og virus.

Falck hjælper selvfølgelig også når uheldet virkelig er ude, og hvert år hjælper Falck især mange unge, som kommer til skade på scootere og motorcykler.

Hvis man lejer scootere eller motorcykler skal man huske, at trafikforholdene mange steder i verden er anderledes end i Skandinavien, og man skal huske at bruge hjelm og at orientere sig godt.

”Vi mærker tydeligt, at danskerne er rejselystne, og vi forventer i år at hjælpe over 6.000 uheldige danskere som bliver syge eller kommer til skade på deres sommerferie. De typiske kald vi får på vores alarmcentral er danskere som er syge med maveinfektioner, ørebetændelse, solskader eller som er faldet eller på anden hvis har slået sig, og i de tilfælde sidder vores dygtige medarbejdere og læger klar til at hjælpe, så man kan få adgang til en lokal læge eller et hospital“ siger Sonja Karaoglan, som er direktør for global assistance hos Falck

Global Assistance hos Falck er nordens største rejse- og sikkerhedsassistanceleverandør, og har et team af bl.a. læger, som på Falcks alarmcentral i Danmark sidder klar til at hjælpe forsikringsselskabernes kunder, hvis de bliver syge på deres sommerferie.

De fire mest hyppige årsager til sygdom for sommerferieturister

Du får også Falcks råd til at undgå svær sygdom.

1. Maveinfektioner 

Den mest almindelige diagnose er Gastroenteritis også kendt som turistmave eller bare dårlig mave og opkast. Sidste år hjalp Falck omkring 400 danske turister, som var syge med Gastroenteritis.

For at undgå at blive syg, skal man huske at vaske og spritte hænder af ofte, især i forbindelse med buffetmad på hotel og ved restaurantbesøg.

Undgå evt. køb af mad og snacks fra lokale madboder. Drik vand fra flaske. Undgå isterninger i drinks og sodavand.

2. Øreinfektioner

I 2023 hjalp Falck 150 danskere med øregangsbetændelse og mellemørebetændelse som blandt andet ofte opleves hos børn.

Hvis du eller dit barn oplever øresmerter på jeres ferie, skal I kontakte en læge gennem jeres forsikringsselskab som kan vurdere, om der er behov for lægebesøg og evt. antibiotika eller smertestillende behandling.

3. Faldulykker

I sommeren 2023 hjalp Falck lige under 1.000 danskere, som kom lettere til skade ved en faldulykke, lettere trafikuheld på f.eks. scootere og lignende.

De typiske skader er på ben og arme, alt fra forstuvninger til brækkede arm og ben. Det kan ske ved at vride om på ujævne fortove og veje eller ved at man falder og glider ved poolen.

Hvis du er uheldig og slår dig, skal du gennem dit forsikringsselskab kontakte en læge eller skadestue, så det kan vurderes om der f.eks. er tale om forstuvning, brud eller hjernerystelse.

4. Solforbrænding

Vi nyder solen på ferien, men mange nyder solens stråler i mange timer dagligt. Brug rigelig solcreme af høj faktor og søg skygge midt på dagen.

Det er vigtigt - både for at undgå skader på huden, men også fordi det at opholde sig i solen øger risikoen for tab af væske i kroppen og dermed dehydrering.

I år ser vi ekstreme varmegrader flere steder i Europa og ude i den store verden. Udvikler du symptomer som svimmelhed, almen utilpashed og feber, så skal du søge lægehjælp.