Jakob Ellemann-Jensen afslører: Her vender jeg tilbage til Christiansborg

Politik

11/05/2023

Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Foto: News Oresund, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons

Skrevet af J. Bøgen

Vicestatsministeren har været sygemeldt i tre måneder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den sygemeldte formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, vender tilbage som vicestatsminister, forsvarsminister og Venstres formand til august.

Det skriver han i et opslag på Facebook, som lyder:

Kære alle

Nu er det tre måneder siden, at jeg blev nødt til at trække stikket og sygemelde mig. Jeg synes, at jeg har været væk i lang tid. Derfor vil jeg også gerne give en opdatering på, hvordan jeg har det.

Det var både en meget enkel, og samtidig en meget svær beslutning at sygemelde mig. Enkel fordi det simpelthen var nødvendigt for mit helbred. Mit hoved føltes som om, det var ved at sprænges, og jeg havde svært ved at holde mig oprejst. Men samtidig uendelig svær, da det ligger dybt i mig, at man skal passe sine ting og aldrig give op. Derfor ignorerede jeg også for mange tegn på, at jeg var ved at få stress. Det var en fejl, som jeg nok hverken er den første eller sidste til at begå.

Som mange andre, der bliver ramt af stress, troede jeg også, at jeg ville være tilbage i fuldt firspring efter nogle uger. Og som mange andre tog jeg fejl. Det er ikke en nem erkendelse at nå, men den er vigtig. Og jeg har accepteret, at min sygemelding trækker ud. Det kan jeg ikke lave om på, selvom jeg gerne ville.

Jeg ved, at mange efterlyser et svar på, hvornår jeg er tilbage, og det forstår jeg godt. Det er vigtigt at vide for Venstres medlemmer, organisationsfolk og folketingsgruppe og for mine kolleger i regeringen. Jeg kan fortælle jer, at jeg er fast besluttet på at vende tilbage som formand for Venstre, forsvarsminister og vicestatsminister. Og efter samråd med de læger og psykologer, jeg taler med, har jeg besluttet at komme tilbage 1. august, når den nye politiske sæson begynder.

Det går støt fremad med mig. Jeg har det meget bedre, og derfor havde jeg håbet, at jeg ville vende tilbage tidligere, men jeg lytter meget grundigt til de dygtige sundhedsfaglige eksperter, jeg ses med hver uge. Deres anbefaling er, at jeg fortsætter med at forberede min tilbagevenden ved at trappe op for møder med mine kolleger, at jeg deltager i sociale sammenhænge igen, og at jeg generelt kommer mere uden for matriklen herhjemme og deltager i samfundslivet igen. Men altså også at jeg venter til efter sommer med at vende tilbage. For i politik kan man ikke være med på nedsat tid – enten er jeg der, eller også er jeg der ikke. Så jeg skal vente, til jeg er klar.

Det handler både om mit helbred og om politik. For forhandlingerne om det næste forsvarsforlig starter nu, og der skal gerne lande en aftale før sommerferien. Jeg har set meget frem til de forhandlinger, som skal genoprette og fremtidssikre Forsvaret i en tid, hvor der er krig i Europa. Men jeg synes ikke, at det er realistisk at træde ind i nogle højspændte forhandlinger, som vil have kørt et godt stykke tid, før jeg er klar til at vende tilbage.

Derfor er jeg meget tryg ved, at det er Troels Lund Poulsen, der sidder for bordenden i mit fravær. Troels har sammen med Stephanie Lose løftet en stor opgave. Det har givet mig ro i sindet, og det er jeg meget taknemmelig for. De er et fantastisk hold at have i ryggen! Stephanie og Troels fortsætter med at stå i spidsen for partiet sammen, og de har min fulde opbakning til at træffe de nødvendige beslutninger, indtil jeg er tilbage igen.

Jeg har talt med både Stephanie, Troels og Mette Frederiksen om ovenstående. Det har været godt at se dem igen og at få talt igennem, hvornår jeg vender tilbage. For jeg savner politik. Det står krystalklart for mig efter at have været væk. Jeg savner mine kolleger på Christiansborg, i Venstre og i Forsvarsministeriet. Jeg savner at være med til at gøre en forskel for vores land. Og jeg glæder mig helt vildt til at vende tilbage.

KH/Jakob