Et område er afgørende for danskernes politik, viser analyse - men ingen af partierne har sat sig på det

Politik

17/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Danskerne mener ikke, at der er ét politisk parti, der entydigt vil prioritere området og sikre den højeste kvalitet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sundhed er med længder det vigtigste område for danskerne.

Det viser en ny analyse kaldet Den Sundhedspolitiske Puls foretaget af kommunikationsbureauet Advice.

I analysen svarer danskerne, at politikerne bør prioritere sundhed højest, og at det samtidig er det område, der er mest afgørende for, hvor de vil sætte krydset ved næste valg.

Derfor er det også paradoksalt, at hele 55 procent af danskerne ikke kan pege på, hvilket parti der prioriterer sundhedsområdet højest. Især i en tid, hvor historier om sundhedsvæsenets problemer fylder i spalterne og på Christiansborg, lyder det fra Advice.

”Vi ser det lidt som et paradoks, at danskerne i overvældende grad selv prioriterer sundhed som det vigtigste område, men så samtidig ikke entydigt kan udpege et parti, der prioriterer området højere end andre. Man kan sige, at der ikke er noget parti, der ejer sundhedsområdet. Vi står på tærsklen til en ny politisk sæson, og der er altså et politisk potentiale i at indtage sundhedsområdet,” siger Merete Arentoft, managing director og partner i Advice.

Politikerne bør fokusere på kræftområdet, mere personale og ligebehandling

I Den Sundhedspolitiske Puls svarer danskerne, at det er sygdomsområderne kræft (68 procent) og psykiske lidelser (59 procent), som politikerne især bør prioritere højere.

I forhold til, hvordan danskerne konkret ønsker, at sundhedssystemet er drevet, stiller Den Sundhedspolitiske Puls danskerne over for de samme realpolitiske dilemmaer som politikerne. Her fremgår det, at danskerne mener, at politikerne især bør fokusere på at ansætte og fastholde mere personale (33 procent) og sikre kortere ventetider (16 procent).

Det er kun 1 ud af 4 danskere (27 procent), der ønsker, at lægen skal prioritere mellem sine patienter, hvor 4 ud af 10 er direkte imod det.

Samlet set giver Advices analyse et indblik i danskernes forventninger til fremtidens sundhedsvæsen, som netop er relevant nu, hvor en ny sundhedsstrukturreform er på vej.

”Danskerne har nogle helt klare holdninger til udformningen af vores sundhedssystem. Vi kan se, at danskerne i dag er trygge ved vores sundhedssystem, men også at der er høje forventninger til fremtiden. Spørgsmålet er, hvordan man fra politisk hold bedst kan fastholde danskernes tryghed i en ny struktur, der også skal fremtidssikre hele vores sundhedsvæsen. Det er nogle af de ting, vi håber, at Den Sundhedspolitike Puls kan bidrage til at kaste lys over,” siger Merete Arentoft.

Den Sundhedspolitiske Puls baserer sig på data fra Norstat og er en spørgeskemaundersøgelse med 2.007 repræsentative danske deltagere fra 9. juli til 17. juli 2024. Den fulde analyse kan læses her.