Forside Politik Danskerne har talt: Her er emnet, der kan afgøre kommunalvalget...

Danskerne har talt: Her er emnet, der kan afgøre kommunalvalget i november

Valg, kommunalvalg, folketingsvalg

Et flertal af vælgerne peger på ét område som vigtigere end alt andet – og det handler om noget, vi alle bliver ramt af før eller siden.

Lige nu læser andre

Når danskerne går til kommunalvalg den 18. november, er der ét område, der samler vælgerne på tværs af alder og køn.

Plejen af landets ældre bliver prioriteret højere end både sundhed, klima og skole, viser en ny undersøgelse fra analysevirksomheden M.B.C. – Moos-Bjerre Consultants for Naturmonitor, omtalt af Seniormonitor.

Det skriver fagligsenior.

Flertal peger på ældreområdet

Hele 53 procent af de adspurgte mener, at ældreplejen bør være kommunernes vigtigste indsatsområde.

Dermed ligger området foran både sundhedsområdet, som 33 procent prioriterer højest, og folkeskolen, klima og miljø, som følger derefter.

Læs også

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet er resultatet en naturlig afspejling af, hvad mange danskere oplever som relevant og nært.

”Det er ganske enkelt det tema, flest kan forholde sig til. Og det ser vi også tydeligt i denne måling, hvor ældreplejen skærer igennem på tværs af køns- og aldersgrupper,” siger han til Seniormonitor.

Kvinder og ældre vælgere dominerer

Blandt kvinderne i undersøgelsen peger 57 procent på ældreplejen som det vigtigste kommunale område, mens 48 procent af mændene gør det samme.

Hos de yngre vælgere mellem 18 og 35 år er tallet 26 procent, men andelen stiger markant blandt de ældre. I aldersgruppen over 65 år mener hele 75 procent, at ældreplejen bør være kommunernes førsteprioritet.

Et tilbagevendende tema

Valgforskeren peger på, at interessen for ældreplejen ikke er ny.

Læs også

”Ældreplejen lå også på førstepladsen i 2021, 2017 og i 2013. Det er et tilbagevendende tema og noget, vi alle sammen før eller siden bliver berørt af – enten direkte eller gennem vores forældre,” siger Kasper Møller Hansen.

Et lokalt ansvar

Ifølge forskeren er ældreplejen et område, hvor kommunalpolitikerne reelt kan gøre en forskel.

Det handler om konkrete forhold som hyppighed af rengøring, visitation og kvaliteten af den mad, der serveres.

Netop fordi kommunerne selv har indflydelse på prioriteringerne, spiller vælgernes fokus en central rolle for, hvordan ældreplejen udvikler sig de kommende år.

Ads by MGDK