Borgerforslag bliver til lovforslag: Etisk Råd siger klart nej

Politik

15/02/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Mener du, det skal indføres?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sidste år døde 28 alvorligt syge danskere, mens de ventede på et nyt organ, der kunne redde deres liv. Manglen på organer er stor, og mere end 400 står på venteliste.

Regeringen foreslår derfor, at den nuværende model for samtykke til organdonation vendes om, så udgangspunktet er, at alle borgere over 18 år potentielt kan blive organdonorer, med mindre de selv fravælger det.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Beholder medbestemmelse

Det vil altså fortsat være muligt for den enkelte at vælge organdonation fra eller tilkendegive, at beslutningen skal overlades til de pårørende. Derfor ligger det også i den nye model, at man som borger aktivt skal bekræfte, at man vil være organdonor.

Og pårørende vil altid blive spurgt, hvis den afdøde ikke har taget stilling eller bekræftet sit valg i Organdonorregisteret.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

"De fleste af os vil sige ja tak til at få et livreddende organ fra et andet menneske, hvis vi skulle få brug for det. Derfor er det for mig at se også naturligt at gå ud fra, at de fleste vil hjælpe andre og donere egne organer, hvis det skulle blive aktuelt. Og det er den tilgang, som det nye forslag om aktivt fravalg baserer sig på."

Et stort flertal i befolkningen støtter i dag organdonation, men det er mindre end en tredjedel af borgere over 15 år, som har registreret deres stillingtagen i Organdonorregistret. En konsekvens af det kan være, at mennesker, som i levende live egentlig har ønsket at være donorer, hvis det skulle blive aktuelt, ender med ikke at donere organer. 

Etisk Råd siger klart nej

Forslaget er afledt af et borgerforslag, der blev behandlet i Folketinget i sommeren 2022. Her blev Etisk Råd også bedt om at komme med deres vurdering af en model baseret på aktivt fravalg i stedet for den nuværende.

Og der kan ikke være meget tvivl om rådets holdning.

"I tilfælde af manglende aktiv stillingtagen mener 15 rådsmedlemmer (…), at det etisk set vil være mest forsvarligt at holde fast i den nuværende model baseret på en blød form for informeret samtykke eller aktivt tilvalg," lød det i en udtalelse i slutningen af januar 2023.

Som begrundelse for den holdning skriver rådet:

  • at en model baseret på informeret samtykke eller aktivt tilvalg efter deres mening stemmer bedst overens med principperne om respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse, som også er bærende principper i Sundhedsloven

  • at det baseret på den tilgængelige viden om internationale erfaringer med alternative modeller såvel som den tilgængelige viden om dansk donationspraksis og danskernes holdninger til donation er tvivlsomt, om en model baseret på en form for aktivt fravalg vil føre til en betydelig forøgelse af antallet af donorer

  • at en ændring af den eksisterende model risikerer at svække den høje og altafgørende folkelige tillid til donationssystemet og generelle støtte til donationssagen

Et enkelt rådsmedlem mente, at man bør have en model for aktivt fravalg, hvor man som udgangspunkt er registreret som organdonor, men man skal be- eller afkræfte dette valg. Hvis det er uklart, hvad den enkelte har valgt, bør det være op til de pårørende.

Organdonation i Danmark

  • Ved udgangen af 2023 stod 442 danskere på aktiv venteliste til et organ. Heraf ventede 373 patienter på en nyre.

  • 28 patienter døde på venteliste til et organ i 2023. Heraf ventede 21 patienter på en nyretransplantation.

  • Der var 430 transplanterede patienter i 2023. Heraf blev 89 patienter transplanteret med en nyre fra en levende donor.

  • Der er tre måder at tage stilling organdonation på. Alle tre måder er lige juridisk gyldige.

    • Du kan registrere dig i Organdonorregistret.

    • Du kan udfylde et donorkort, som du bærer på dig.

    • Du kan fortælle dit ønske til dine pårørende.

  • 28 procent af danskerne har registreret deres stilling i Organdonorregisteret.

    • Heraf har 75 procent givet fuld tilladelse, 17 procent givet begrænset tilladelse, 6 procent givet forbud, 2 procent svaret ved ikke (overladt valget til de pårørende).

  • I 2022 blev pårørende til 185 potentielle organdonorer – hvor den afdøde ikke havde taget stilling til organdonation – informeret om muligheden for donation. I 62 af tilfældene afslog de pårørende organdonation, svarende til 34 procent.