Alle danskere har mulighed for at gennemgå deres forskudsopgørelse for 2024, men det er også vigtigt at rette op på 2023 og potentielt undgå uventede skattekrav.
I en pressemeddelelse skriver Skatteguiden, det stadig er muligt at justere din forskudsopgørelse for 2023 og undgå et skattesmæk, som ellers ville blive offentliggjort i marts sammen med årsopgørelsen.
Det kan både give dig besparelser og spare dig for en grov økonomisk hovedpine.
Det skal du gøre
Helt præcist opfordrer Skatteguiden danskerne til at sikre, at deres 2023-forskudsopgørelse er korrekt, da dette ikke kun kan påvirke skatten for det forgangne år, men også reducere renteudgifter, der ellers ville starte fra januar 2024 og frem til betalingen.
Mange oplever udfordringer med at tilpasse deres forskudsopgørelse korrekt, og ifølge Skatteguiden står næsten hver tredje dansker overfor et skattesmæk for 2023.
Tallene kan dog ændre sig, da der stadig er mulighed for at optimere skatten for indeværende år.
Dette kan ske både inden årets afslutning via forskudsopgørelsen og efter årsskiftet, når endelige fradrag som befordringsfradrag og servicefradrag indberettes.
Særligt de ældre står for skud
Skatteeksperten Kristoffer S. Olesen fra Skatteguiden påpeger, at skatteforholdene varierer markant mellem forskellige aldersgrupper.
Ældre danskere står ifølge Skatteguiden oftere overfor skattesmæk, mens det ser mere fordelagtigt ud for de 30-39-årige.
Det er derfor vigtigt for alle aldersgrupper at få styr på deres forskudsopgørelse for at undgå unødvendige skattebetalinger.
Der er i det hele taget flere gode grunde til at gå ind og tjekke sin forskudsopgørelse hurtigst muligt, både den for 2023 og den for 2024.
De nye regler for boligskat træder nemlig i kraft ved nytår, og med et sandt kaos i de offentlige ejendomsvurderinger, gælder det om at holde tungen lige i munden, hvis man vil sørge for at have styr på sin skat.