Et nyt år er skudt i gang, og som sædvanligt er der en række nye love og regler, men skal forholde sig til.
Ved overgangen til 2025 er der ikke mindst en del, man skal gøre sig bekendt med, hvis man er pensionist - for der er nemlig både godt og skidt nyt for din økonomi, hvis du har forladt arbejdsmarkedet.
Faglige Seniorer har samlet en oversigt over seks ting, du bør vide om pensionen i 2025, så lad os tage et kig på, hvad der er sket af ændringer.
1. Pensionen stiger
Først og fremmest stiger Folkepensionen med 3,9 procent i år.
Hvert år bliver pensionssatserne og formuegrænsen reguleret lidt., men førtidspensionister og pensionister på seniorpension og tidlig pension må nøjes med en stigning på 3,6 procent.
2. Ældrechecken forhøjes med 5.000 kroner
Ældrecheckens højeste beløb er 25.700 kroner i 2025.
Det er en væsentlig forhøjelse i forhold til 2024, hvor ældrecheckens højeste beløb var 19.900 kroner.
Hvis man er et par, hvor begge har ret til ældrecheck, får begge personer checken.
Ældrechecken udbetales som et engangsbeløb til folkepensionister med lav indkomst og lille formue.
3. Modregning af sociale ydelser genindføres
Da 2022 blev til 2023 stoppede modregningen af ægtefællers og samleveres løn. Samtidig stoppede modregningen af sociale ydelser, som trådte i stedet for løn, også.
Men her to år efter, hvor vi er gået ind i 2025, er modregningerne blevet genindført, og det betyde, at visse sociale ydelser modregnes i udregningen af pensionstillæg og personlig tillægsprocent.
Det betyder blandt andet, at mange pensionister i år kan risikere at miste ældrecheck, helbredstillæg og mediecheck.
De ydelser, som fremover bliver modregnet, er ydelser, hvor der ikke betales AM-bidrag:
SU
Efterløn
Kontanthjælp
Revalideringsydelse
Ledighedsydelse
Fleksydelse
Dagpenge
Sygedagpenge
Ressourceforløbsydelse
Flekslønstilskud
Du kan også blive ramt af de nye regler, hvis du er på førtidspension eller seniorpension, hvis du er på en af de ydelser og er gift eller samlevende, og din partner for arbejdsløshedsdagpenge, fleksydelse, efterløn eller sygedagpenge,
Her ses der bort fra de første 285.480 kroner (2025), som din samlever, der ikke er pensionist, modtager.
4. Nye regler for selvstændig virksomhed og folkepension
Førhen har man talt om aktiv eller passiv, når det gælder driften i en virksomhed, som enten du eller din samlevers indtægt indgår i beregningen af pensionstillægget.
Fra d. 1. januar 2025 forsvinder den skelnen, og det betyder, at indkomst fra virksomhed fremover aldrig indgår i beregningen af folkepensionen - medmindre der er tale om biblioteksafgifter, som ikke er pålagt arbejdsmarkedsbidrag.
5. Nye grænser for indbetaling til pension
Politikerne vil gerne have os til at indbetale mere til pensionen, og derfor bliver satserne for, hvad man kan indbetale sat op i år.
Grænserne for 2025 er således:
9.400 kroner om året på en aldersopsparing, hvis du har mere end 7 år til pension
61.200 kroner om året på en aldersopsparing, hvis du har mindre end 7 år til pension
65.500 kroner om året på din ratepension
6. Skattefri seniorpræmie, hvis du fortsætter med at arbejde
Hvis du fortsætter med at arbejde, når du når din pensionsalder, kan du optjene en skattefri seniorpræmie som i 2025 er på 48.555 kroner det første år, efter du er nået din folkepensionsalder og 28.902 kroner det andet år.