Kommer 295.000 pensionister til gode: Ældrechecken hæves d. 1. januar

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er den højeste stigning i mere end 10 år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra 1. januar 2025 får cirka 295.000 folkepensionister forhøjet deres årlige ældrecheck med op til 5.000 kr. Lovforslaget om forhøjelsen blev førstebehandlet torsdag og er sikret flertal blandt regeringen, SF og Enhedslisten.

Formålet med at forhøje ældrechecken er at give en målrettet økonomisk håndsrækning til de pensionister, der har mest brug for det.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger

"Vi giver nu de folkepensionister, der er dårligst stillede økonomisk, et løft i deres supplerende ydelse til folkepensionen, der i den grad kan mærkes. Omkring hver fjerde folkepensionist har beskeden indkomst og formue ved siden af folkepensionen, derfor er det rimeligt, at de nu får en ekstra håndsrækning."

Bedre vilkår for pensionisters økonomi

Regeringen har fokus på at forbedre de økonomiske vilkår for de pensionister, der har mindst. Derfor har regeringen også afskaffet modregningen for ægtefællers arbejdsindkomst i folke-, senior- og førtidspension, ligesom regeringen har afskaffet modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg for folkepensionisters egen arbejdsindkomst.

Ældrechecken, der udbetales én gang om året, er skattepligtig. Det er første gang i 10 år, at ældrechecken hæves permanent. Modtagere af ældrechecken har en lav indkomst og må ikke have en likvid formue på over 99.200 kr. (2024). I 2024 udgør ydelsen maksimalt 19.900 kroner.

Forhøjelse af den supplerende pensionsydelse koster efter skat, tilbageløb og arbejdsudbudsadfærd ca. 630 mio. kr. i 2025, og fuldt indfaset ca. 600 mio. kr. årligt.

Merudgifterne finansieres af en passagerafgift på flyrejser, der er del af aftalen om ”Grøn luftfart i Danmark” fra den 15. december 2023 indgået af regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.