Forside Penge og privatøkonomi Kan ramme pensionister: Mange betaler 5.000 kroner om året uden...

Kan ramme pensionister: Mange betaler 5.000 kroner om året uden at være klar over det

500-kronesedler holdes i hånden
Alexanderstock23 / Shutterstock.com

Regning på 5.000 kroner overses af mange

De fleste danskere er klar over, at der skal betales skat af afkastet på pensionsopsparingen.

Men mens pensionsbranchen i øjeblikket har fokus rettet mod den regning, mener kritikere, at en anden udgift kan få mindst lige så stor betydning for, hvor meget der faktisk står tilbage på kontoen som pensionist.

Brancheorganisationen Forsikring & Pension har i en ny analyse beregnet, at en typisk lønmodtager gennem et helt arbejdsliv kan ende med at betale over én million kroner i pensionsafkastskat, også kaldet PAL-skat.

Analysen har sat gang i diskussionen om, hvorvidt skatten efterhånden er blevet for høj.

Samtidig rejser den dog også spørgsmål om de omkostninger, som pensionsselskaber og banker tager for at administrere og investere danskernes opsparing.

Det skriver Faglige Seniorer.

Små procentsatser kan blive dyre

Selvom omkostningerne ofte ser begrænsede ud på papiret, kan de vokse betydeligt over mange år.

Hvis en pensionsopsparer eksempelvis har 500.000 kroner stående og betaler én procent i årlige omkostninger, svarer det til 5.000 kroner om året.

I nogle tilfælde kan det være et højere beløb, end der betales i pensionsafkastskat.

Forskellen bliver endnu tydeligere, når man ser over flere årtier. Da omkostningerne bliver trukket direkte fra opsparingen, påvirker de også effekten af renters rente.

Det betyder, at selv små forskelle i gebyrer over længere tid kan ende med at koste flere hundrede tusinde kroner.

Vil ikke foretage samme beregning

Forsikring & Pension er blevet spurgt om, hvor meget kunderne samlet set betaler i omkostninger gennem et helt arbejdsliv under de samme forudsætninger som analysen af pensionsskatten.

Organisationen har dog sagt nej til at lave den beregning og oplyser, at det ikke er noget, man har prioriteret på nuværende tidspunkt.

Til gengæld understreger branchen, at omkostninger og skat ikke bør holdes op mod hinanden på samme måde.

Ifølge underdirektør Tom Vile Jensen går omkostningerne blandt andet til investering, rådgivning, administration samt lovpligtige krav om rapportering og kontrol.

Ads by MGDK