Imens vi andre led: Så meget voksede de allerhøjeste indkomster under inflationskrisen

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Afstanden mellem den rigeste procent og den typiske dansker vokser med høj fart, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det gælder både det seneste indkomstår og det seneste årti.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den ene procent af danskerne med de højeste indkomster oplevede i 2023 en real indkomstfremgang på 14,8 procent efter skat og inflation.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af nye indkomstdata fra Danmarks Statistik.

Mens den rigeste procents indkomster i høj grad oversteg inflationen, udviklede de reale indkomster i midten af indkomstskalaen sig negativt.

Hvis man stiller alle danskere op på en række fordelt efter størrelsen på deres indkomster, udgør den person, der står lige præcis i midten af rækken, medianen.

Mediandanskeren oplevede en tilbagegang i sin indkomst efter skat på cirka 0,6 procent.

"Uligheden i indkomster er steget ret tydeligt det seneste år. Så mens de allerrigeste har oplevet en betydelig fremgang i indkomsterne, oplevede den typiske dansker et fald i sin reale indkomst," siger Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

De 40 procent af befolkningen med de laveste indkomster, oplevede en real tilbagegang i indkomst på gennemsnitlig 0,3 procent efter skat i 2023.

”Når de rige på den måde er stukket af, skyldes det især, at det var et godt aktieår. Mens inflationen åd sig ind på almindelige danskeres indkomster, var der fest blandt de velhavende på aktiemarkederne,” siger Sune Caspersen.

Også det seneste årti er indkomstgabet øget

Analysen viser også, at siden 2013 er den rigeste procents indkomster steget med knap 60 procent svarende til cirka én million kroner efter skat i gennemsnit.

I samme periode har den typiske dansker, medianen, oplevet en indkomstfremgang på knap 9 procent svarende til 23.163 kroner.

”Når indkomstgabet mellem de rigeste danskere og resten af befolkningen er steget så markant det seneste år, er det på mange måder en videreførelse af udviklingen det seneste årti,” siger Sune Caspersen.

Skattepolitikken kan modvirke den stigende ulighed – men sådan bliver den ikke brugt

Regeringen har med flertal i Folketinget aftalt at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat af sine aktieafkast, ligesom det er aftalt at sænke skatten på overdragelser af familieejede virksomheder, arveafgiften.

”Regeringens skattetiltag er den forkerte vej at gå, hvis den vil bekæmpe ulighed. Politikerne har jo mulighed for at modvirke den stigende ulighed gennem skattepolitikken, men det er den modsatte vej, den har valgt at gå ved at lempe aktieskatten og arveafgiften på familieejede virksomheder, der typisk kommer de allerrigeste danskere til gode,” siger Sune Caspersen.

Fra 2026 indføres også den såkaldte top-topskat, der rammer indkomster på over 2,5 millioner kroner om året.

”Top-topskatten er målrettet personer med de højeste indkomster, men den er desværre hullet som en si, så den vil ikke virke efter hensigten. Den omfatter nemlig ikke aktie- og kapitalindkomst. Det betyder, at man som virksomhedsejer ret simpelt kan omgå skatten ved at udbetale udbytte i stedet for løn,” siger Sune Caspersen.

”Hullet i top-topskatten kan lappes ved at udvide skattebasen for top-topskatten til også at omfatte aktie- og kapitalindkomst,” siger Sune Caspersen.

Analysens hovedkonklusioner

  • Med en real fremgang på 14,8 procent har den rigeste procent af danskerne øget deres indkomster med stor fart i 2023. Her er der taget højde for inflationen.

  • For langt størstedelen af befolkningen var udviklingen i 2023 mere moderat med indkomster, der udviklede sig nogenlunde i takt med inflationen og således enten bød på stagnation i den reale indkomst eller sågar en svagt negativ udvikling. Den typiske dansker på medianen oplevede således et fald i den reale indkomst efter skat på cirka 0,6 procent.

  • Udviklingen i 2023 lægger sig i halen af de seneste ti års indkomstfremgang, der har været koncentreret i toppen. Den rigeste ene procents indkomst er vokset med i alt 60 procent siden 2013. Siden 2021 er det alene den rigeste procent, der har oplevet real fremgang, mens resten af befolkningen har oplevet real indkomsttilbagegang.

  • Grænsen for at tilhøre de 10 procent rigeste voksede kun med 0,6 procent i 2023. Den store indkomstvækst i toppen er altså ikke bredt funderet, men drives af voldsomt stor indkomstvækst i den absolutte top af toppen.

Læs analysen her.