Forside Penge og privatøkonomi Har du dem stadig? Nu kan dine pengesedler blive fuldstændig...

Har du dem stadig? Nu kan dine pengesedler blive fuldstændig værdiløse

Penge, danske kroner, money, coins, danish, 500-sedler.
Theera Disayarat / Shutterstock.com

Det er ved at være sidste chance.

Mange danskere har stadig kontanter liggende derhjemme.

Nogle har dem i en skuffe, andre i en gammel pung eller gemt i en æske, de sjældent får åbnet.

For de fleste er sedler og mønter noget, man ikke tænker meget over i hverdagen længere.

Betalinger klares ofte med kort eller telefon, og derfor kan gamle sedler nemt blive glemt.

Netop derfor kan en vigtig frist nu komme bag på flere rundt om i landet.

Nationalbanken gør nu opmærksom på, at tiden er ved at løbe ud for borgere, der stadig er i besiddelse af 1000-kronesedler og ældre pengesedler.

Den 31. maj 2026 markerer sidste mulighed for at få pengene udbetalt. Herefter kan sedlerne ikke længere bruges eller ombyttes.

Sedlerne ophørte med at være gyldige i butikkerne den 31. maj 2025, oplyser Nationalbanken.

Siden da har det været muligt at aflevere dem på tre udvalgte steder i Aarhus, Odense og København.

Siden november 2023 er der blevet indleveret pengesedler for over 21 milliarder kroner.

Alligevel mangler der stadig sedler for 3,3 milliarder kroner, som endnu ikke er kommet ind.

Gælder fra årsskiftet

“Nu er det sidste chance. Der er kun seks uger til, at 1000 kronesedler og ældre sedler bliver værdiløse,” siger Nationalbankens hovedkasserer Niels Kaas i en pressemeddelelse.

Han oplyser også, at mange har ventet længe, og at banken nu sætter ekstra fokus på at få budskabet bredt ud, så færrest muligt mister pengene.

Siden årsskiftet har de tre steder modtaget 9.257 indleveringer med en samlet værdi på 46 millioner kroner.

Efter fristen vil kun pengesedler fra 2009-serien stadig kunne bruges som betaling i Danmark og Grønland.

Sådan gør du

Sedlerne kan afleveres i FOREX-butikker i Aarhus, Odense og København, som fungerer som indleveringssteder for Nationalbanken.

Man skal møde fysisk op, fremvise gyldig billed-id og udfylde en erklæring for at få sedlerne udbetalt. Kravet gælder både private, virksomheder, danske borgere og udenlandske borgere.

Nationalbanken opfordrer samtidig folk til ikke at vente til de sidste dage.

“Vi opfordrer alle, der har ugyldige sedler liggende og ønsker at indløse dem, til at afsætte god tid til indleveringen og ikke udskyde besøget til sidste øjeblik,” siger Niels Kaas.

På Færøerne og i Grønland kan sedlerne også indløses i egen bank frem til udgangen af maj 2026.

Ads by MGDK