Omkring 100.000 danskere får nu en økonomisk håndsrækning, der kan spare dem hundredvis af kroner.
Omkring 100.000 danskere kan se frem til at slippe for en udgift, der hidtil har kunnet koste dem flere hundrede kroner om året.
Det sker efter en større ændring hos AL Sydbank, som nu indfører nye vilkår for sine privatkunder.
For nogle kunder kan ændringen betyde en årlig besparelse på op mod 600 kroner.
Bliver helt gratis
Det er bankens lønkonto med tilhørende adgang til netbank og betalingskort, som fremover bliver tilbudt gratis.
Ordningen kommer som følge af fusionen mellem Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank.
Kunder hos Arbejdernes Landsbank havde allerede mulighed for at få de pågældende ydelser uden beregning, og nu bliver tilbuddet udvidet til samtlige kunder i den nye AL Sydbank.
Det oplyser bankdirektør med ansvar for privatkunder Svend Randers.
“Da vi lavede fusionen, lovede vi, at man skulle kunne få en konto, adgang til netbank og til et betalingskort, uden at det skulle koste noget,” siger han.
100.000 kunder får glæde af ændringen
For cirka 100.000 eksisterende kunder er der tale om en reel økonomisk besparelse.
De har indtil nu betalt op mod 600 kroner om året for ydelser, som de fremover kan få gratis.
AL Sydbank lægger samtidig ikke skjul på, at beslutningen også skal være med til at tiltrække nye kunder til banken.
“Vi håber, at det trækker gode kunder ind i banken, og at det skaber noget loyalitet. Det, synes vi, er ordentligt,” siger Svend Randers.
Banken håber samtidig, at kunderne på længere sigt vil vælge AL Sydbank, når de for eksempel skal købe bolig eller bil, spare op eller benytte andre bankprodukter.
Der er én betingelse
Den gratis løsning kommer efter en sommer, hvor AL Sydbank varslede en række ændringer af sine gebyrer i forbindelse med fusionen.
En opgørelse fra Mybanker viste ifølge TV 2, at mellem 55 og 60 procent af bankens ydelser blev dyrere afhængigt af kundernes tidligere bank. Samtidig blev gebyrerne sænket på mellem 25 og 35 procent af ydelserne.
Der er dog én betingelse for at få den nye gratis konto.
Kunden skal have sin NemKonto i AL Sydbank.
Det er endnu ikke besluttet, hvilket betalingskort kunderne konkret vil få tilbudt uden beregning.