Det kan snart blive dyrere at være dansker.
Lige nu læser andre
Et massivt flertal af danskerne ønsker en klimaafgift på privatfly – og mange mener samtidig, at indtægterne bør gå til klimastøtte i de lande, der rammes hårdest af klimaforandringer.
Det viser en ny Epinion-måling.
I dag har Danmark en flyafgift på rutefly, men ikke på privatfly.
Det vil et stort flertal af danskerne nu have lavet om på.
Hele 9 ud af 10 danskere mener, at der bør indføres en klimaafgift på privatfly.
Læs også
“Det er mig en gåde, at regeringen ikke har indført en klimaafgift på privatfly endnu. Det virker mildest talt ikke retfærdigt, at privatflyspassagerer, der udleder 17 gange mere CO₂ pr. person end passagerer på almindelige rutefly, ikke betaler for deres udledninger,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær.
Opbakning til klimastøtte til udviklingslande
Målingen viser samtidig, at lige over halvdelen af danskerne er delvist eller meget enige i, at indtægterne fra flyafgifter – både på rute- og privatfly – bør bruges på økonomisk støtte til de lande i verden, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, men som har det mindste ansvar for klimakrisen.
Ifølge generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, vidner det om en stærk folkelig forståelse for klimaretfærdighed:
“Klimaforandringerne rammer ikke alle lige hårdt. De lande, der har bidraget mindst til problemet, betaler ofte den højeste pris, og det er ikke retfærdigt,” siger Jonas Nøddekær.
I juli 2025 annoncerede en koalition af otte lande, heriblandt Frankrig, Spanien og Kenya, at de vil indføre nationale afgifter på fly med en klar solidarisk dimension; indtægterne skal hjælpe de lande, der lider mest under globale temperaturstigninger, men som har bidraget mindst til problemet. Danmark er ikke med i denne koalition. Og det undrer generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp:
Læs også
”Danmark har tidligere aktivt støttet arbejdet for globale afgifter, der skal både begrænse flytrafik og sikre retfærdig omfordeling. Danmark har sågar været et aktivt medlem af Global Solidarity Levies Task Force — et initiativ lanceret ved COP28, der har promoveret netop retfærdig omfordeling gennem afgifter. Men vi følger ikke ord op med handling.”
Jonas Nøddekær kommer med en klar opfordring til regeringen:
”Folkekirkens Nødhjælp opfordrer regeringen til at lytte til den klare folkelige opbakning og sikre, at en kommende klimaafgift på privatfly både reducerer udledninger og bidrager til klimahjælp i verdens mest sårbare lande.”