300.000 pensionister bør tjekke kontoen: I dag kommer den forhøjede ældrecheck

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De næsten 300.000 pensionister, der modtager ældrecheck kan lune sig i vinterkulden ved, at de i disse dage får en ekstra udbetaling på 1,4 mia. kr. fra Udbetaling Danmark, der hører under ATP. Det sker som følge af Folketingets beslutning om en permanent forhøjelse af ældrechecken.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Omkring hver fjerde folkepensionist vil opleve en større pension end tidligere, når den årlige ældrecheck udbetales i slutningen af januar.

Udbetalingen sker sammen med den månedlige folkepension, og er målrettet pensionister med de mindste formuer.

Forhøjelsen blev vedtaget af Folketinget i november og betyder, at ældrechecken er steget med 5.000 kr. – en forhøjelse, der nu udbetales af Udbetaling Danmark.

I 2024 var ældrechecken på op til 19.900 kr., afhængigt af den personlige tillægsprocent. Med den seneste forhøjelse og den almindelige regulering vil beløbet i 2025 kunne nå op på 25.700 kr. – en samlet stigning på op mod 5.800 kr.

Der skal dog betales skat af beløbet.

Hvem er berettiget til ældrechecken?

For at modtage ældrechecken skal en række betingelser være opfyldt. Det gælder blandt andet krav til både personlig tillægsprocent og den samlede likvide formue.

”En personlig tillægsprocent på 100 giver det fulde beløb, mens en lavere tillægsprocent medfører en tilsvarende reduktion. Derudover må man ikke have en likvid formue, der overstiger 103.100 kr. den 1. januar 2025. Det gælder også for ægtefæller og samlevende, at den samlede likvide formue ikke må overstige det beløb,” forklarer Kristine Stenhuus, koncerndirektør i Udbetaling Danmark, og uddyber:

”Man skal som udgangspunkt ikke selv ansøge for at modtage ældrechecken. Hvis man opfylder betingelserne, bliver beløbet automatisk udbetalt. Men hvis der er sket ændringer i formuen, skal den opdaterede formue dog indberettes via vores selvbetjeningsløsning.”

Du kan finde flere oplysninger om ældrechecken og beregne din personlige tillægsprocent på Borger.dk lige her.

Betingelser for at få ældrecheck

  • Du skal være folkepensionist og have bevilget folkepension senest pr. 1. januar.

  • Du skal som udgangspunkt ikke selv ansøge om ældrechecken. Hvis du er berettiget, bliver den automatisk udbetalt.

  • Din personlige tillægsprocent skal være over 0.

  • Størrelsen af ældrechecken afhænger af din personlige tillægsprocent. En tillægsprocent på 100 giver det fulde beløb.

  • Din samlede likvide formue pr. 1. januar 2025 må ikke overstige 103.100 kr. Det gælder også for ægtefæller/samlevende.

Kilde: Udbetaling Danmark, Borger.dk