Den danske Spiseguide har sat navn på Årets Restaurant – og det er en oplevelse, der får både smagsløg og sanser til at juble. Her er stedet, du skal besøge, hvis du vil forkæle dig selv med noget helt særligt.
Lige nu læser andre
Der er blevet løftet på låg og glas i den danske madverden, for nu er det afgjort, hvem der kan kalde sig Årets Restaurant 2025.
Den ærefulde titel går til den københavnske restaurant AOC, som ved årets store gallamiddag på Kokkedal Slot blev hyldet foran 100 repræsentanter fra landets gourmetscene.
Kåringen er en del af Den danske Spiseguide, som siden 1978 har vurderet danske restauranter og givet gastronomiske hædersbevisninger. Bag guiden står et hold uafhængige konsulenter, og det hele blev grundlagt af Bent Christensen, der stadig er aktiv i arbejdet.
Ifølge ham er der en helt særlig grund til, at AOC løb med sejren:
“Det der kendetegner et måltid hos AOC, er en eksklusiv oplevelse i de hvælvede kælderlokaler, hvor både mad og drikke er kurateret på et meget højt niveau,” siger Bent Christensen og tilføjer, at restauranten udmærker sig med kreativ dansk gastronomi funderet på fransk haute cuisine og respekt for lokale råvarer.
En hyldest til gastronomisk håndværk
Restauranten AOC, som holder til i hjertet af København, blev valgt blandt et stærkt felt af nominerede, heriblandt Aure (København), Bach & Nurup (Aalborg), HOS (Odense), Søllerød Kro (Holte) og The Samuel (Hellerup).
Læs også
Kåringen er kulminationen på et år, hvor Den danske Spiseguide igen har sat fokus på kvalitet, håndværk og oplevelse. Som altid bliver bedømmelserne foretaget med blik for både smag, præsentation og atmosfære – og her scorede AOC topkarakter.
Samtidig blev Peter Trauboth fra Restaurant Levi i København hædret som Årets Restaurantchefprofil for sin rolle i at skabe en særlig gæsteoplevelse.
Dansk gastronomi i verdensklasse
Bag Den danske Spiseguide står nu Den danske Spiseguide Erhvervsdrivende Fond, som blev stiftet af Dagrofa ApS tidligere i år. Fondens bestyrelsesmedlem Asger Rothenborg peger på, at Danmark fortsat markerer sig stærkt internationalt:
“Dette års felt af nominerede er utroligt stærkt, og det vidner om, at den danske madscene stadigvæk er i en rivende udvikling.”
For de mange madglade danskere betyder det, at landet fortsat bugner af kulinariske oplevelser – og at der er god grund til at sætte kursen mod København, hvis man vil forkæle sig selv med et måltid i verdensklasse.