Ingen jul uden flæskesteg, men den traditionelle juleret behøves jo ikke at blive tilberedt på en traditionel måde.
Du kan for eksempel benytte det køkkenapparat, du måske fik i julegave sidste år, til at gøre årets julemiddag klar ...
Jeps, du kan lave flæskesteg i en airfryer!
Der er imidlertid nogle trin, det er vigtigt ikke at hoppe over, hvis du gerne vil have det ideelle resultat. Heldigvis har madentusiasterne hos Gastrofun styr på tingene, så her får du en guide til flæskesteg i en airfryer!
Hemmeligheden er forberedelse
Airfryeren er faktisk ideel til netop flæskesteg, da den giver en sprød svær, mens kødet samtidig forbliver saftigt. Som en ekstra bonus bliver tilberedningstiden forkortet.
Men hemmeligheden bag den perfekte flæskesteg i airfryeren ligger faktisk i det, du foretager dig, INDEN du putter kødet i maskinen. Du skal nemlig sørge for, at ridse dybt nok til, at fedtet kan smelte, men ikke så dybt, at du skærer ned i kødet.
Derefter gnider du sværen med rigeligt salt, så det trænger godt ind i rillerne (det er med til at give den sprøde konsistens).
Selve stegningen
Forvarm airfryeren ved 180 grader og læg flæskestegen i kurven med sværen opad. En vigtig detalje her er at tjekke stegens vægt og justere tilberedningstiden.
I dette eksempel bruger vi en flæskesteg på 1½ kilo, og her skal stegen have 55 minutter ved 180 grader. Du behøver ikke vende stegen undervejs.
Efter de 55 minutter tjekker du flæskestegen, giver den eventuelt lidt ekstra salt, og så giver du den yderligere 10 minutter, men denne gang ved 210-220 grader.
Brug eventuelt et stegetermometer til sidst for at sikre dig, at kødet er gennemstegt.
Efter tilberedningen lader du flæskestegen hvile i 15 minutter, og så er der ellers serveret!