Kaffe er utrolig populært over det meste af verden, men her i Danmark er vi særligt glade for den koffeinholdige drik.
Ifølge Sundhed.dk drikker den gennemsnitlige dansker således 3-4 kopper kaffe om dagen, og det gør os faktisk til det fjerde mest kaffedrikkende folk i hele verden.
Det kan man synes om, hvad man vil, men det ér faktisk måske ikke så skidt endda.
Et nyt studie, som for nyligt blev udgivet i Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, tyder nemlig på, at kaffeindtag - og koffeinindtag generelt - kan være med til at reducere risikoen for en lang række alvorlige sygdomme.
Tre kopper om dagen
Studiet viste ifølge mediet Sosialnytt, at folk, der drikker tre kopper kaffe eller te om dagen, har hele 48 procent lavere risiko for at udvikle kardiometaboliske sygdomme sammenlignet med dem, der drikker mindre end én kop kaffe eller te dagligt.
Det betyder, at du med et gennemsnitligt dansk kaffeindtag minimerer risikoen for sygdomme som diabetes, slagtilfælde og koronar hjertesygdom væsentligt.
Ifølge Dr. Chaofu Ke, der er medforfatter til studiet, skyldes den forebyggende virkning kaffens koffeinindhold, og indtagelse af for eksempel te kan derfor også være gavnligt, selvom kaffe af uforklarlige årsager tilsyneladende er bedst til at reducere risikoen for sygdomme.
36.000 mennesker undersøgt
Helt konkret analyserede forskerne koffeinvanerne hos ca. 36.000 britiske deltagere, som ikke havde en historik med de nævnte sygdomme, og resultaterne viste, at de, der indtog 200-300 mg. koffein dagligt, havde væsentlig mindre risiko for at udvikle de nævnte sygdomme sammenlignet med dem, som indtog mindre koffein.
Den største succes viste sig hos dem, som fik deres primære koffeinindtag fra kaffe.
Forskerne ved stadig ikke, hvorfor koffein har en så positiv effekt på forebyggelse af alvorlige sygdomme, eller hvorfor koffein fra kaffe har en bedre effekt end koffein fra for eksempel te.