Fællessang er en fast del af den danske kulturarv.
For fem år siden fyldte vi stuer og altaner over hele landet med morgensang og fællessang, da vi sang os gennem coronanedlukningen. Men selvom fællessangen stadig blomstrer på højskoler og i kirker, har flere danskere lagt sangbøgerne tilbage på hylden.
Det vil Nordea-fonden gerne ændre på.
Med en ny pulje på 10 millioner kroner vil fonden støtte lokale foreninger og ildsjæle i hele landet, så de kan komme i gang med – eller skrue op for – sangaktiviteter i deres lokalmiljø.
Puljen, som har fået navnet "Vi synger sammen", giver mulighed for at søge op til 15.000 kroner: 10.000 kroner til sangpakker med Højskolesangbøger og 5.000 kroner til lokale sangarrangementer.
Ifølge fondens direktør, Henrik Lehmann Andersen, er fællessangen mere end blot musik – den bygger bro mellem generationer og styrker det lokale fællesskab.
“Sangglæden kommer ikke ud af det blå – den skal passes og plejes. Med puljen vil vi støtte foreningsaktive og lokale ildsjæle i at få gang i fællessangen,” siger han i en pressemeddelelse via Ritzau og understreger, at alle kan være med – uanset erfaring.
Puljen er udviklet i samarbejde med Højskolerne og Sangens Hus, som også har bidraget med en ny guide fuld af tips og råd til at starte fællessang op. Guiden er tilgængelig via Nordea-fondens hjemmeside.
Åben for alle – fra spejderklub til forsamlingshus
Puljen henvender sig bredt og kan søges af alle almennyttige foreninger og organisationer – også dem, som ikke tidligere har haft sang på programmet.
Formålet er at invitere endnu flere ind i de syngende fællesskaber og gøre Højskolesangbogen til en naturlig del af hverdagen i fx bridgeklubber, spejdergrupper og forsamlingshuse.
“Fællessangen er unik for dansk folkekultur,” siger Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne. “Det er fantastisk, at endnu flere nu får adgang til Højskolesangbogen og kan opleve fællesskab gennem sang.”
Syng dig til sundhed og livsglæde
Hos Sangens Hus glæder man sig over initiativet og fremhæver de mange positive effekter ved fællessang.
“Sang kan bidrage til både samhørighed, sundhed og livskvalitet,” siger Elsebeth Gerner Nielsen, strategisk direktør, og fortsætter: “Derfor er vi glade for at kunne støtte en indsats, der bringer endnu flere sammen gennem musikken.”
Puljen kan søges løbende, og ansøgere får svar inden for fire uger – eller så længe midlerne rækker.
Læs mere og find ansøgningsskema samt opstarts-guide på nordea-fonden.dk/visyngersammen