Man kan godt begynde at glæde sig, hvis man er over pensionsalderen, men stadig arbejdsdygtig (og interesseret i at arbejde).
Denne gruppe af pensionister kan nemlig se frem til en større økonomisk gevinst på baggrund af et nyvedtaget lovforslag, der er gået igennem i Folketinget.
Det skriver Nordjyske.
Og faktisk er det sådan, at "gevinsten stiger, jo højere lønnen er" ifølge Camille Schjølin Poulsen, der arbejder i PFA Pension som privatøkonom.
Årsagen til denne udvikling ligger i, at pensionister ikke længere vil få modregnet deres pensionsudbetalinger i deres løn.
Beskæftigelsesministeriets tal viser, at op imod 50.000 ældre vil få mulighed for at øge deres indtægtsgrundlag med den nye lov.
Ifølge tal fra PFA, så vil man med en månedsløn på 45.000 se frem til næsten 5.500 mere udbetalt om måneden, hvis man er enlig. Den gifte kan glæde sig over lidt mindre, men stadig en stigning på næsten 4.000 kroner sammenlignet med hidtil.
Håbet er, at den nye ordning vil gøre det mere attraktivt at udskyde pensionen et par år og dermed blive på arbejdsmarkedet, der skriger på flere hænder.
Loven trædte i kraft allerede i januar 2023, hvilket betyder, at hvis man ikke nyder godt af den endnu, så vil pengene blive tilbagebetalt senere.