Særligt for pensionister: 5 oplagte aktiviteter, du kan give dig i kast med

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Pensionisttilværelsen er dejlig, men for nogle kan det være en udfordring at fylde de mange timer, der før blev brugt på arbejde, ud.

For du har måske i størstedelen af dit liv brugt mindst otte timer hver dag på dit arbejde (og her har vi ikke medregnet den tid, du har brugt på at transportere dig selv til og fra arbejdspladsen), så hvad skal du pludselig stille op med al den nyvundne fritid?

Her kommer fem bud fra redaktionen, som forhåbentlig kan give dig lidt inspiration!

Find læsehesten frem

At læse bøger er godt for både sind og krop og har i flere studier vist sig at modvirke udviklingens af demens og endda forlænge livet.

Når du bliver pensionist er netop boglæsning oplagt, fordi du har en del timer, hvor mange er på arbejde, og så kan du passende bruge de timer på et fordybe dig i en god krimi, en interessant historisk roman eller måske få trænet lattermusklerne med en god komedie!

Få gang i kroppen

En hård hverdag med arbejde kan give underskud på energikontoen, og så kan det være svært at overbevise sig selv om, at man skal snørre løbeskoene eller tage ned i træningscentret.

Ikke desto mindre er fysisk aktivitet vigtigt gennem hele livet, og det bliver bestemt ikke mindre vigtigt, når vi bliver ældre.

Et godt tip herfra er at lægge træningen først på dagen. Gå lange ture, aftal træning med ligesindede og lignende. På den måde kommer du godt i gang og er frisk resten af dagen.

Lyt til din krop og undersøg markedet for aktivitetesmuligheder i dit nærområde for at få inspiration til, hvad du kan give dig i kast med.

Lav frivilligt arbejde

Dyreinternaterne er pressede af et uhørt højt antal dyr, og disse dyr skal både plejes og måske luftes.

Her kan du kombinere ovenstående punkt om at få motion ved at melde dig som hundelufter for et nærliggende internat - så gør du en god gerning, og du får samtidig gang i kroppen!

Hvis du ikke er så meget for dyr, er der masser af andre muligheder, lige fra at arbejde på en varmestue for socialt udsatte til at stå i en genbrugsbutik.

Lær dig selv en ny hobby

Strikning er populært som aldrig før, men det behøver bestemt ikke være din eneste mulighed.

Med internettets udbredelse er der kommet masser af videoer og artikler på internettet om, hvordan du kan lave alverdens ting derhjemme, så det er bare at dykke ned i det ufatteligt store univers af mulige gør-det-selv-projekter eller kunstneriske aktiviteter.

Et godt sted at starte er i køkkenet: For det kan være, du har lavet mad hele dit liv, men at du har kørt det lidt på autopilot i løbet af den travle hverdag, så hvorfor ikke udforske den kulinariske verden, når du har god tid i løbet af dagen?

Og maden kan du jo enten servere for din bedre halvdel, invitere venner over for at nyde den, eller for den sags skyld donere den til værdigt trængende.

Brug din livsviden konstruktivt

Du har et langt livs erfaringer med dig, både fra dit professionelle virke og dit privatliv - og den viden bør ikke gå til spilde.

Ældretelefonen er et initiativ fra Ældre Sagen, som er "en samtalelinje, ikke en rådgivningslinje", som Ældre Sagen selv beskriver det.

Du har tiden til at tage den med ro, virkeligt lytte til personen i den anden ende, og måske endda bidrage med nogle erfaringer fra dit eget liv, som kan gøre en forskel for et af dine medmennesker.

Du kan læse mere om Ældretelefonen og blive frivilligt på Ældre Sagens hjemmeside her.