Presset kommune skal spare: Det går ud over pensionisternes årlige fest

Skrevet af Redaktionen

Grundet stigende udgifter til social- og ældreområdet er Ishøj Kommune nødsaget til at aflyse de kommunale julefrokoster for kommunens folkepensionister

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Traditionen tro skulle en del af Ishøj Kommunes folkepensionister have været til julefrokost i Ishøj Idræts- og Fritidscenter i løbet af december måned. Desværre er den økonomiske situation i Ishøj Kommune så presset, at byrådet har vurderet, at det ikke er økonomisk forsvarligt at holde julefrokosterne i år.

Årsagen til, at julefrokosterne desværre må aflyses i år er, at Ishøj Kommune oplever store stigninger i udgifterne på social- og ældreområdet, som gør, at kommunen er nødt til at prioritere:

”Vi oplever lige nu stigende udgifter og et stort pres på vores social- og ældreområde i Ishøj. Antallet af sårbare borgere, som har brug for hjælp, er steget meget, og derfor har vi - efter megen overvejelse - besluttet at aflyse årets julefrokoster for folkepensionister. Jeg ved, at der er mange, som havde glædet sig til julefrokosterne, men jeg håber, at vi får mulighed for at samles i andre sammenhænge,” siger Erkan Yapici, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ishøj Kommune.

Det er vigtigt at præcisere, at det for nuværende kun gælder julefrokosterne for 2022. I 2023 vil byrådet tage stilling til, om der er økonomisk råderum til at afholde pensionistjulefrokosterne igen.