Fra januar 2025 træder nye modregningsregler i kraft, som vil få økonomiske konsekvenser for tusindvis af pensionister.
De nye regler betyder, at pensionister, hvis ægtefæller eller samboere modtager sociale ydelser, vil få modregnet en del af deres pension.
Den store ændring er, at fremover vil den arbejdsmarkedspligtige indkomst blive brugt som udgangspunkt for modregningen - og det er helt på månen, mener Faglige Seniorer.
”Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle af de svageste pensionister; dem der er gift eller har en partner, som er på sociale ydelser, bliver ramt. Det virker skævt, uretfærdigt og uforståeligt,” siger landsformand for Faglige Seniorer Mette Kindberg.
Skal gøre beregninger nemmere
Reglerne rammer især pensionister, hvis partnere modtager ydelser som arbejdsløshedsdagpenge, efterløn eller sygedagpenge.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet er hensigten at forenkle pensionssystemet, som i forvejen er kompliceret. Ministeren understreger, at lovændringen vil lette beregningen af pensioner og gøre det lettere for pensionister og deres partnere at tage et ekstra job uden at få en stor modregning i deres pension.
Men kritikken har været kraftig, og ifølge Mette Kindberg, betyder de nye regler, at de berørte pensionister i gennemsnit mister mellem 700 og 800 kroner om måneden.
Sparer "småbeløb"
Lovændringen vil ifølge ministeriet spare staten for 40 millioner kroner årligt. Mette Kindberg påpeger dog, at dette beløb er småpenge i forhold til de store statslige bevillinger, og hun kritiserer beslutningen for at skabe økonomisk usikkerhed for pensionisterne.
Selvom loven er blevet vedtaget, er der fortsat stærk modstand mod at genindføre modregningen for de pensionister, der i forvejen har mindst.
Hvilke ydelser drejer det sig om?
De ydelser, som fremover bliver modregnet, er ydelser, hvor der ikke betales AM-bidrag.
Det vil sige ydelser som dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, fleksydelse og efterløn.
Omvendt bliver indtægter som folkepension, førtidspension, tidlig pension, løn og seniorpension ikke modregnet
Bemærk, at du også fortsat bliver modregnet, hvis du eller din partner har indtægt fra ATP, ratepension, livrente, arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension, aktie- og kapitalindkomst eller lignende.
Indtægt fra aldersopsparing bliver ikke modregnet.