Ny analyse afslører: Manglen på SOSU-medarbejdere vil vokse markant

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Der mangler allerede SOSU-medarbejdere og det bliver kun værre

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ældreplejen rundt i mange af landets kommuner har allerede i dag svært ved at skaffe nye medarbejdere. Nu viser en ny analyse, som erhvervsorganisationen SMVdanmark har lavet for arbejdsgiver- og brancheforeningen KA Pleje, at udfordringen bliver markant større de kommende år.

Analysen viser, at der om knap 10 år – i 2032 – vil være 5354 færre SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter end i dag. I samme periode forventes antallet af plejekrævende ældre at stige markant. I dag er der 90.843 SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter. I 2032 er det antal – ifølge analysen – skrumpet til 85.489.

Det skriver Ritzau

Manglen på medarbejdere er en af de helt store udfordringer på ældreområdet, fortæller René Nord Hansen, der er politisk chefkonsulent i KA Pleje.

”Uden flere faglærte SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter kan vi ganske enkelt ikke løfte den velfærdsopgave, der ligger foran os på ældreområdet,” siger han og tilføjer:

Ikke et enkelt quickfix

”Der findes ikke et enkelt quickfix, der kan løse udfordringerne. Der skal sættes ind på flere fronter for at få vendt udviklingen. Jeg tror desværre, at mange vælger SOSU-uddannelserne fra, fordi arbejdsforholdene i ældreplejen ikke er attraktive nok. Der er for meget minuttyranni og for lidt plads til at bringe sin faglighed i spil, der er for meget processtyring og for lidt tillid til, at den enkelte medarbejder i samråd med borgeren og sin leder kan finde løsninger, der kan opfylde de behov borgeren har og de mål der er sat for hjælpen. Derudover er fastlåste faggrænser med til at spænde ben for en meningsfyldt opgaveløsning ude ved borgeren.”

SVM-regeringen lægger i sit regeringsgrundlag vægt på, at der skal være mere plads til kerneopgaven i ældreplejen, større ledelsesrum for den enkelte leder og mere tillid og respekt for medarbejdernes faglighed.

”Det er der enormt meget ræson i, og som arbejdsgiver- og brancheforening på området kommer vi gerne med konkrete ideer til, hvordan vi når derhen. Det er blandt andet afgørende, at man får taget et grundlæggende opgør med den rigide processtyring i hjemmeplejen, hvor den enkelte arbejdsopgave bliver visiteret ned til mindste detalje og minut. Der skal skabes et langt større rum for faglig metodefrihed både på ledelsesniveau og for den enkelte medarbejder i mødet med borgeren,” siger René Nord Hansen.

Opblød faggrænserne

René Nord Hansen peger yderligere på at SOSU-uddannende skal kunne udvikle sig i deres job:

”Derudover er det afgørende, at man som faglært SOSU-hjælper og SOSU-assistent får flere muligheder for at kunne udvikle sine faglige kompetencer i jobbet. Der skal være mulighed for, at man som SOSU-uddannet kan tilegne sig de kompetencer, der er behov for ude ved borgeren, men som i dag ligger inde for andre fagområder. Det kunne for eksempel være muligheden for at give insulin, dossere medicin eller håndtere stomiposer. Der er ingen tvivl om, at en opblødning af faggrænserne og mulighed for faglig udvikling og opkvalificering som SOSU-uddannet, også vil gøre arbejdet i ældreplejen mere attraktivt og medvirke til, at vi kan tiltrække og fastholde flere faglærte SOSU-uddannede i ældreplejen.” siger han.