Vidste du, at deltagelse i kulturaktiviteter øger hjernens kognitive funktion og hukommelse? At det mindsker risikoen for demens og neurologiske lidelser? At det forebygger depression, ensomhed og øger livsglæde og trivsel hos den enkelte?
Hvis ikke - så er her en enestående mulighed for at blive klogere på kulturens gavnlige egenskaber.
Kulturudvalget i Fredensborg Kommune inviterer alle borgere på 60 år og derover til et inspirerende arrangement med fokus på kultur og sundhed. Arrangementet finder sted den 3. september 2024 fra kl. 14-17 i Egedal Byens Hus.
Det har du i vente
Programmet byder på spændende oplæg og workshops, hvor deltagerne får mulighed for at prøve kræfter med forskellige kulturelle aktiviteter.
Cand. mag i Moderne Kultur og Kulturformidling Eva Hjelms, der er med i formandskabet for temagruppen om kultur og sundhedsfremme i WHO´s netværk - Sund By Netværket, holder oplæg om, hvad deltagelse i kulturaktiviteter betyder for folk, der snart kan eller har set pensionsalderen i øjnene, og hvordan kultur kan integreres i hverdagen i seniorlivet for at fremme sundhed og trivsel.
Efterfølgende skal deltagerne selv opleve, hvad det giver dem at deltage i kulturaktiviteter, når der inviteres til historisk byvandring i Kokkedal eller workshops i keramik, maleri og tegning, tai chi, qigong, gospel.
Det er de lokale foreninger Fredensborg Kreatek, Fredensborg Ny Kunstforening, TaiChi4You og Rungsted Gospel, der byder ind med workshops og kreative udfoldelser.
Giver ikke kun glæde og underholdning
"Det er vigtigt at have fokus på, hvordan kultur kan spille en positiv rolle for seniorers sundhed og mentale velbefindende. Kulturelle aktiviteter giver ikke kun glæde og underholdning, men også en række sundhedsmæssige fordele, som er med til at øge livskvaliteten for vores seniorborgere. Det vil vi i Kulturudvalget gerne sætte fokus på og forhåbentlig inspirere til, at man udforsker kommunens rige forenings- og kulturliv efterfølgende".
Arrangementet er åbent for alle borgere over 60 år og tilmelding sker efter "først til mølle"-princippet. Der er plads til 120 deltagere.
Tilmelding kan ske via www.fredensborg.dk/kultur-og-sundhed-for-seniorer